Tre personer slipper for coronabøder på Islands Brygge

Der er ikke ført bevis nok for, at tre personer kunne eller burde kunne se skilte opsat under opholdsforbud

Der var opholdsforbud på Islands Brygge fra 25. april til 1. maj for at undgå, at mange mennesker skulle samles og sprede smitte med coronavirus. Flere, der fik bøder, gik dog i retten med deres bøder, fordi de var utilfredse med skiltningen. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Der var opholdsforbud på Islands Brygge fra 25. april til 1. maj for at undgå, at mange mennesker skulle samles og sprede smitte med coronavirus. Flere, der fik bøder, gik dog i retten med deres bøder, fordi de var utilfredse med skiltningen. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Tre personer slipper alligevel for at skulle betale en bøde på 2500 kroner hver for at bryde opholdsforbuddet på Islands Brygge den 26. april.

Det har Københavns Byret afgjort mandag.

Manden og de to kvinder havde taget deres bødesager i retten, fordi de mener, at skiltningen på Bryggen ikke var god nok, da de fik bøderne.

Opholdsforbuddet trådte i kraft lørdag 25. april klokken 21, og dagen efter udskrev politiet flere bøder. Forbuddet varede til 1. maj.

Det indebar, at det var ulovligt at tage ophold i området, men i orden at gå igennem.

103 skilte var sat op for at advare om forbudszonen. Politiet opsatte 50 laminerede skilte i A3-størrelse og 50 A4-skilte. Desuden kom kommunen med tre store plakatstandere.

Desuden blev forbuddet omtalt i medierne, men det havde ingen af de tre personer hørt. Og retten lægger vægt på, at der ikke er fremlagt oplysninger om, hvorvidt forbuddet var omtalt i medierne og på hvilke tidspunkter.

I sin afgørelse lægger retten også vægt på, at der ikke er nærmere oplysninger om, hvor i området skiltene var sat op, eller om alle skilte fortsat var til stede den søndag, hvor de tre fik bøderne.

Endeligt skriver retten også, at der ikke er ført det fornødne bevis for, at de tre 'kunne eller burde kunne se de opsatte skilte om opholdsforbuddet eller på anden måde burde have været bekendt med' opholdsforbuddet.

De tre personer har i retten fortalt, at de ikke lagde mærke til skiltene den søndag.

En af dem - 28-årige Laura - fik en bøde omkring klokken 15.30 om eftermiddagen, da hun satte sig på en kant med en veninde og en kop kaffe.

De passerede to skilte i A4-størrelse, men lagde ikke mærke til dem, fortalte hun i retten. Hun fortalte, at der kun stod 'politi' med småt i hjørnet af skiltet.

Efter dommen fortæller hun, at hun er glad for, at hun med sagen har kunnet sætte fokus på politiets skiltning.

I weekenden havde politiet midlertidigt opholdsforbud i dele af Nørrebroparken, og her var skiltningen bedre, mener hun. For hende har det ikke handlet om, hvorvidt hun skulle betale bøden eller ej.

- Jeg er bare glad for, at der er nogen, der har hørt os, siger hun til Ritzau.

Det er som udgangspunkt ikke muligt at anke små bødesager til landsretten. Men anklagemyndigheden kan søge om en særlig tilladelse, som gives i principielle sager.

FAKTA: Begrundelsen for at frifinde tre for coronabøder

Tre personer slipper for at skulle betale bøder på hver 2500 kroner for at overtræde opholdsforbuddet på Islands Brygge i København 26. april.

Det er resultatet af en dom, som Københavns Byret har afsagt mandag.

Retten har fundet, at der ikke er ført det fornødne bevis for, at de tre personer kunne eller burde kunne se de opsatte skilte eller på anden måde have været bekendt med opholdsforbuddet.

Opholdsforbuddet var midlertidigt i havneområdet for at mindske smitte med coronavirus.

Læs rettens begrundelse for dommen her:

* De tiltalte erkendte, at de havde været til stede, men de nægtede sig skyldige, da de ikke var bekendt med opholdsforbuddet, herunder hverken via tilstrækkelig tydelig skiltning eller på anden måde.

* Retten lægger til grund, at der 25. april 2020 om aftenen af politiet blev opsat 50 skilte i A3-format og 50 skilte i A4-format om opholdsforbuddet forskellige steder i området, men at der ikke forelå nærmere oplysninger om, hvor i området de var sat op, eller om alle skilte fortsat var til stede den 26. april 2020.

* Retten lægger videre til grund, at der efter afhøringer af de betjente, der havde stoppet de tiltalte, var der den 26. april 2020 fortsat skiltet om opholdsforbuddet, dog uden at det nærmere blev præciseret, hvor disse skilte var, hvor mange skilte der var eller hvilken størrelse de var i.

* Der var af de tiltalte forevist fotos og en video af nogle af de skilte, som de efterfølgende havde bemærket.

* Retten lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, hvorvidt opholdsforbuddet af 25. april 2020 havde været omtalt medierne og i givet fald på hvilke tidspunkter.

* Retten lagde derudover vægt på, at der ikke var ført det fornødne bevis for, at de tiltalte kunne eller burde kunne se de opsatte skilte om opholdsforbuddet eller på anden måde burde have været bekendt med det opholdsforbud, som var blevet besluttet dagen før og havde virkning fra den 25. april 2020 klokken 21.

Kilde: Københavns Byret.

1 af 2 Der var opholdsforbud på Islands Brygge fra 25. april til 1. maj for at undgå, at mange mennesker skulle samles og sprede smitte med coronavirus. Flere, der fik bøder, gik dog i retten med deres bøder, fordi de var utilfredse med skiltningen. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
2 af 2 Der var opholdsforbud på Islands Brygge fra 25. april til 1. maj for at undgå, at mange mennesker skulle samles og sprede smitte med coronavirus. Flere, der fik bøder, gik dog i retten med deres bøder, fordi de var utilfredse med skiltningen. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix