Tre savnede bjergbestigere er fundet døde i Canada

Canadiske redningsmyndigheder har fundet ligene af tre professionelle klatrere ved bjerget Howse Peak

De tre professionelle klatrere, der siden langfredag har været savnet efter et stort sneskred i Canada, er blevet fundet døde.

Det skriver tv-stationen CNN, og nyheden bekræftes af klatrernes hovedsponsor, The North Face, en amerikansk producent af friluftstøj og -udstyr.

Der er tale om amerikaneren Jess Roskelley og østrigerne David Lama og Hansjorg Auer. De tre var mellem 28 år 36 år gamle.

De tre mænd forsvandt i Canadian Rockies, som er betegnelsen for den canadiske del af den nordamerikanske bjergkæde Rocky Mountains.

De forsøgte onsdag at bestige østsiden af det 3295 meter høje Howse Peak, der ligger i provinsen Alberta, men dukkede ikke op ved endemålet til aftalt tid.

Redningshold i Banff National Park gennemsøgte derfor det område, som de tre skulle have besteget, fra en helikopter.

Her blev der fundet tegn på et sneskred og nedfaldne klippestykker sammen med klatreudstyr. Det oplyste nationalparken fredag i en udtalelse.

Redningsindsatsen blev dog ifølge nyhedsbureauet Reuters bremset på grund af farlige vejrforhold og frygt for yderligere sneskred.

De tre professionelle bjergbestigere var en del af et hold af erfarne atleter, som sponsoreres af The North Face.

Jess Roskelley besteg Mount Everest i 2003. Dengang var han som 20-årig den yngste person, der nogensinde havde besteget bjerget.

Hans far, John Roskelley, er en verdensberømt bjergbestiger, som blandt andet har gjort sig bemærket ved at bestige bjerge i Nepal og Pakistan i 1970'erne.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere