Tre spædbørn stukket med kniv i amerikansk dagpleje

Et alvorligt knivstikkeri har fundet sted i en dagpleje i USA

Tre spædbørn stukket med kniv i New York (Ritzau Scanpix / Reuters)

Mindst fem personer, heriblandt tre spædbørn, er blevet stukket med kniv i en dagpleje i New York City, USA.

Det skriver Indenpendent, CNN og flere andre amerikanske medier.

Knivstikkeriet skete i går og blev udført af en medarbejder, der efterfølgende forsøgte at tage sit eget liv.

Ofrene, to piger, en dreng og to voksne, var i kritisk tilstand efter hændelsen, men efterfølgende er deres tilstand blevet beskrevet som stabil.

- Et af børnene var i mere kritisk tilstand end de andre. På et tidspunkt var vi bange for, at hun skulle gå hen og dø, siger politiassistent hos New York Politi Juanita Holmes ifølge CNN.

Ifølge politiet er babyerne mellem tre dage og en måned gamle.

Der var i alt ni børn og et par forældre tilstede på institutionen. En institution, hvor hovedsageligt kinesiske kvinder er med deres nyfødte, inden de rejser hjem til Kina.

Den ene af de to voksne blev stukket i benet, mens den anden blev stukket flere gange på overkroppen, mens den 52-årige gerningskvinde havde skåret sig selv i håndledet.

Derudover oplyser myndighederne ifølge de amerikanske medier, at dagplejen ikke har licens til at drive institution for børn.