Tre teenagere i fængsel for grove røverier i Kongens Have

Syv et halvt års fængsel til to 16-årige og en 17-årig

Idyllen i Kongens Have blev forvandlet til et mareridt for ofrene i sommer. Foto: Stine Tidsvilde.
Idyllen i Kongens Have blev forvandlet til et mareridt for ofrene i sommer. Foto: Stine Tidsvilde.

Tre teenagere, to 16-årige og en 17-årig, har fået domme på samlet syv et halvt års fængsel for en serie grove røverier i Kongens Have i sommer, der gik ud over 15 unge ofre.

Ved tre røverier fik de tre teenagere et kontant udbytte på næsten 35.000 kr., fordi de truede ofrene til at udlevere dankort og pin-koder.

Teenagerne blev anholdt, da de forsøgte et fjerde røveri. Politiet lå på lur i Kongens Have og anholdt dem på fersk gerning.

Røverierne, der skete i juli og august sidste år, gik ud over grupper af unge mennesker, blandt dem flere som var i Kongens Have for at spille Pokémon Go.

Tre af ofrene blev også holdt frihedsberøvet i flere timer, mens røverne forsøgte at sælge et af ofrenes bil på Christiania.

Se også: Teenagere på røver-togt i Kongens Have: 13 ofre plyndret for 35.000 kr.

Københavns Byret lagde vægt på, at der var tale om alvorlige forbrydelser og fulgte anklager Johnnie Nymann Jensens påstand om strafudmålingen.

Den hårdeste straf gik til den 17-årige, der fik tre års fængsel og fik en betinget udvisning. De to 16-årige fik henholdsvis to et halvt års fængsel og to års fængsel. De er begge danske statsborgere, så udvisning kom ikke på tale. De tre dømte er af arabisk herkomst.

De to, der fik de længste straffe, tog betænkningstid, mens den 16-årige, der fik to års fængsel ankede for at få en mildere straf. De blev alle fortsat varetægtsfængslet efter dommen.

- Der er tilfredshed med dommen, som sender et klart signal om, at meningsløse gaderøverier mod sagesløse unge mennesker straffes hårdt, også selvom de dømte har en ung alder, siger anklagerfuldmægtig Johnnie Nymann Jensen.

De tre unge har under hele sagen nægtet sig skyldige i alt. De har kun udtalt sig om det røveriforsøg, hvor de blev anholdt, og hvor de hævder, at de skulle mødes i Kongens Have og tilfældigt mødte de to ofre - men teenagerne afviste, at der var tale om et røveriforsøg, da politiet anholdt dem.

Mange beviser i sagen
Københavns Byret mente dog, at der var overvældende mange beviser mod de tre teengere.

Der var blandt andet mange video-optagelser fra de banker, hvor de hævede penge på ofrenes dankort, og der var fingeraftryk og dna fra dem i den bil, som et offer blev tvunget til at hente i Ballerup og som de forsøgte at sælge på Christiania.

Det første røveri gik ud over en gruppe på fem unge den 30. juli sidste ved 23-tiden.

Ofrene blev truet og fik tildelt knytnæveslag og lussinger, mens røverne rodede ofrenes tøj igennem og tog en jakke, en trøje og fire dankort med pinkoder.

Med brug af pinkoderne hævede røverne herefter 20.850 kr. i flere kontantautomater og forsøgte at hæve endnu 18.500 kr. Ifølge anklagen var der tale om 18 hævninger og forsøg.

Pengene blev fordelt mellem røverne.

Det næste røveri skete den 2. august cirka kl. 20.45, hvor tre unge danskere blev overfaldet i Kongens Have og truet både verbalt og med en kniv. De fik også lussinger, og røverne visiterede dem og fotograferede ofrene og deres sygesikringskort, så de vidste, hvem de var.

Røverne tog ofrenes mobiler, kontanter og to dankort med pinkoder og en bilnøgle, hvorefter de hævede 3000 kr. og forsøgte at hæve endnu 15.000 kr. på dankortene.

Ville sælge offers bil
Men her sluttede mareridt ikke for ofrene. Ifølge tiltalen blev offeret F, der havde en bilnøgle i lommen, tvunget med i en taxa fra Kongens Have til Ballerup for at hente sin bil.

Se også: Røvede Pokémon Go-spillere i Kongens Have

To af røverne kørte med ham, mens den tredje bevogtede de to andre ofre i Kongens Have og holdt dem i skak med en kniv, mens de blev tvunget til at gå hen til parken ved Statens Museum for Kunst og til Nørreport.

F blev imens truet til at køre i sin bil fra Ballerup tilbage til området ved Kongens Have, hvor de tre røvere alle satte sig ind i bilen og tvang F til at køre dem rundt i København, fordi de ville sælge hans bil. De opgav til sidst og smed F ud af bilen, som de flygtede i.

Flugten gik galt på Kløvermarksvej, hvor røverne kørte ind i en parkeret bil og løb fra stedet.

Næste dag, den 3. august, begik trioen - ifølge tiltalen - et nyt røveri i Kongens Have ved 22-tiden, hvor de overfaldt en gruppe på fem unge.

Med trusler, skub, knytnæveslag og lussinger fratog de ofrene deres hævekort og pinkoder samt en iPhone. Derefter gennemførte de seks hævninger på kortene til i alt 10.600 kr., mens forsøg på at hæve endnu 12.000 kr. blev afvist.

Efter serien af grove røverier satte politiet alt ind på at stoppe røverierne. Den 4. august kl. 21.30 var teenagerne igen i Kongens Have, hvor de tog fat i to unge og truede dem i forsøget på at få deres værdier.

Civile betjente lå skjult rundt om i Kongens Have og slog til inden røveriet blev fuldført.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere