Tre turister dræbt i ulykke: Kørte ud fra bro

Torsdag formiddag kørte en Jeep med syv britiske turister ud over en bro i Island. Tre er omkommet ved ulykken

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Tre britiske turister er omkommet i en ulykke i Island, efter deres bil kørte ud over en høj bro torsdag formiddag.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Ulykken er sket i Skeidararsandur i det sydlige Island.

Ifølge islandsk politi er der et barn blandt de omkomne. Fire personer er kommet svært til skade ved ulykken, og to af dem er også børn.

Ifølge AP er bilen, en Jeep, kørt ud over broen, hvor den er landet på en stenet flodbred nedenunder.

Turistguide Adolf Erlingsson var en af de første, der kom til.

- Det var forfærdeligt. Bilen så ud til at have ramt jorden mange meter fra, hvor den stoppede. Vi kæmpede for at få alle ud, siger han til AP. 

Til det islandske medie Morgunbladid uddyber guiden sin kommentar.

- Selvfølgelig var det forfærdeligt. Bilen var i meget dårlig tilstand efter at være kørt af broen og faldet ned, siger han til Morgunbladid.

Han var i området, da uheldet skete, fordi han havde 19 turister med ud på en tredagestur.

- Heldigvis var der ikke nogen af dem, der så det. Man kunne ikke se meget af broen, og jeg stoppede bilen, så snart jeg kom over for at se, om jeg kunne hjælpe. De blev i bilen, men de ved, hvad der skete, og nogle af dem er bange, fortæller han til det islandske medie.

Politiet har endnu ikke fastslået, hvorfor føreren af bilen mistede kontrollen over køretøjet.