Trendsales anmelder administrerende direktør for bedrageri

Hjemmesiden Trendsales, der formidler tøjsalg, har meldt direktør til politiet. Direktøren blev bortvist i april

Den tidligere administrerende direktør af hjemmesiden Trendsales Rasmus Goth Engel er blevet politianmeldt for bedrageri af selvsamme selskab.

Det oplyser Trendsales i en pressemeddelelse.

Ifølge meddelelsen sker det efter en undersøgelse foretaget i perioden efter 5. april, hvor direktøren blev bortvist. Dengang ville man ikke forklare, hvorfor man havde fyret Rasmus Goth Engel.

- Vi arbejder lige nu på at få et endnu mere detaljeret overblik over omfanget af bedrageriet, skriver Nicola Claglüna, bestyrelsesformand i Trendsales.

- Det er dog vigtigt for os at understrege, at situationen naturligvis ikke får nogle konsekvenser for Trendsales' brugere eller de services, vores platform tilbyder.

Trendsales ejer, schweiziske Tamedia, der også ejer gratisavisen metroxpress, har gennemført undersøgelsen sammen med revisionsbureauet Ernst & Young.

Anklaget for dokumentfalsk

Bedrageriet omfatter ifølge Tamedia misbrug af virksomhedens midler til privat forbrug gående tilbage til 2012, dokumentforfalskning og ukorrekt rapportering af årsregnskaber.

Derudover er han anklaget for at have fabrikeret en vigtig licens, der tillader selskabet at drive elektronisk bankvirksomhed uden for Danmark. Det har tvunget Trendsales til at lukke ned for sin såkaldte e-wallet.

Den bortviste og anmeldte direktør er blevet midlertidigt erstattet af Urs Hügli, tidligere direktør i Tamedia og medlem af Trendsales bestyrelse.

Solgt i 2014

Trendsales blev stiftet i 2002 af Bo Eriksen og Martin Falslev Andersen. Selskabet blev i 2014 købt for et estimeret, trecifret millionbeløb af Tamedia.

Selskabet er kendt som en elektronisk markedsplads for tøj og flere andre varegrupper, hvor brugere kan handle med hinanden.

Ifølge Trendsales bliver der oprettet mere end 500.000 annoncer hver måned, og selskabet har over 920.000 registrerede brugere.

Trendsales ønsker ikke at kommentere sagen ud over pressemeddelelsen.

Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra Rasmus Goth Engel.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere