Tricktyv løb med ur til 225.000 kroner

Spurgte om vej, men endte med at vriste det dyre ur af ejerens håndled

Det var et Hublot Big Bang Rose Gold-ur, som tricktyven løb med. PR-foto
Det var et Hublot Big Bang Rose Gold-ur, som tricktyven løb med. PR-foto

Det var et ur i den helt store prisklasse, som en tricktyv løb af sted med ud for hotel Phoenix Copenhagen i Bredgade i København omkring klokken 00.25 natten til lørdag.

Området ved Kongens Nytorv i København er tidligere døbt ’Rolex-trekanten’, og det var også i dette område, at tricktyve i 2017 stjal Saxo Bank-stifteren Lars Seiers Ulysse Nardin ur til 300.000 kroner.

Ved tricktyveriet natten til lørdag spurgte to mænd af nordafrikansk udseende urets ejer og hans kæreste om vej til både hovedbanegården og til natklubber i København.

Ejeren syntes, at samtalen virkede mærkelig, fordi de spurgte om to vidt forskellige ting, og bagefter ville den ene give en slags highfive - muligvis som tak for vejvisningen, har ejeren forklaret til politiet.

Men i stedet tog tricktyven fat om mandens venstre håndled og prøvede at spænde ben for ham. 

Det lykkedes ham at rive uret, et Hublot Big Bang Rose Gold, der var købt for cirka 30.000 euro (omkring 225.000 danske kroner, red.), af ejerens venstre håndled og stikke af, selvom ejeren prøvede at trække armen til sig.

Pænt klædt
Den ene tyv forsvandt mod Nyhavn, mens den anden løb ned ad Bredgade med urets ejer efter sig. En patruljevogn sluttede sig til jagten og fik standset tyven.

Uret fandt de på jorden tæt på ham med en ødelagt rem, som ejeren kræver erstatning for.

Lørdag middag blev en 26-årig nordafrikansk udseende mand fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København. Pænt klædt på med en mørk uldjakke med otte store messingknapper og sort/grå ternede bukser.

Han nægtede sig skyldig, fordi han var påvirket af stoffer og ikke kan huske, hvad der var sket. Han ønskede derfor ikke at afgive forklaring.

Han så noget medtaget ud og gned sig gentagne gange i ansigtet. 

Efter et kort retsmødet blev han varetægtsfængslet i 12 dage.

Se også: To personer overfaldet: Tog ur til 300.000 kr. fra offer og stak ham to gange med kniv

I 2017 nedsatte politiet en gruppe efterforskere, der skulle stoppe en serie af tyverier af luksusure i Københavns natteliv.

I løbet af tre uger var der 15 tyverier og røverier af ure, uden at politiet dog kunne sige, om det var den samme gruppe gerningsmænd, der stod bag alle overfald.

På en enkelt weekend var der tre overfald. Det første var et røveri i Asylgade natten til fredag, hvor offeret blev skubbet bagfra og holdt fast af to røvere, der stjal hans Rolex i guld.

Halvanden timere senere begik to gerningsmænd et tricktyveri i Gothersgade, hvor de ’dansede’ tæt op ad offeret og stjal et Rolex fra hans håndled.

Fredag kl. 22.30 gik det ud over en mand, der gik med sin hustru på Sankt Annæ Plads, hvor et par ’dansetyve’ stjal hans Patek Philippe ur. Den ene tyv beskrives som kun 155 cm. høj.

Se også: Udenlandske kriminelle overfalder rigmænd: Anders fik stjålet ur til 350.000 kroner