Truede udlejer på livet med tændt motorsav

52-årig mand var sur over, at han blev smidt ud af sin lejlighed

En 52-årig mand fandt i sin beruselse en motorsav frem for at true sin udlejer. Billedet har ikke noget med hændelsen at gøre. (Arkivfoto: Anders Find)
En 52-årig mand fandt i sin beruselse en motorsav frem for at true sin udlejer. Billedet har ikke noget med hændelsen at gøre. (Arkivfoto: Anders Find)

Lørdag aften modtog Fyns Politi en noget speciel anmeldelse fra en 42-årig kvinde.

Den skrækslagne kvinde ringede, fordi hun følte sig truet på sit liv af en 52-årig mand. Og med god grund.

For manden, der er lejer af en ejendom, som hun ejer, havde startet en motorsav, som han truede med at bruge til at skære i hende.

Manden skulle angiveligt være blevet sur over, at han havde fået sit lejemål ophævet.

Det forklarer Fyns Politi til Ekstra Bladet.

- Der var nogle uoverensstemmelser omkring et lejemål, og i den forbindelse havde manden startet en motorsav, siger vagtchef Lars Thede, der dog bemærker, at hændelsen lyder mere alvorlig, end den reelt er, selvom kvinden naturligvis var rystet. 

- Det var egentlig ikke, fordi det var så usædvanligt. Selvfølgelig er det ikke hver dag, man får en anmeldelse om trusler med en tændt motorsav, men vi kalder det for husspektakler. Det var ikke mere alvorligt, end at det som regel ikke er noget, vi går ud og fortæller om, forklarer vagtchefen.

Den 52-årige lejer havde fået lidt for meget under vesten, hvilket kan have været medvirkende årsag til, at uenigheden eskalerede så alvorligt.

- Vi blev nødt til at anholde manden, så der kom ro på, og han har sovet sin beruselse ud henover natten. I dag er det hele faldet til jorden, og han er blevet løsladt igen. Ingen kom heldigvis til skade, siger vagtchef Lars Thede.

Den 52-årige mand er blevet sigtet for trusler på livet, og det kan straffes med bøder eller fængsel indtil to år.