Trump aflyser: Danske betjente skal kompenseres

Indkaldt personale får op til 50 procent af de planlagte timer som kompensation efter Trump-aflysning

Flere tusinde danske betjente var indkaldt i forbindelse med Trumps planlagte besøg i næste måned. De, der som udgangspunkt ikke var vagtsat, kompenseres med op til 50 procent af de timer, der var blevet planlagt. Hvordan Trumps udmelding ellers bliver modtaget - og hvad den betyder for Danmark - ser vi nærmere på her. Producer: Lasse Brøndal

Opdateret med kommentar fra Rigspolitiet.

Tusindvis af betjente fra hele landet har stået klar til at bistå med sikkerheden i forbindelse med den amerikanske præsident, Donald Trumps, planlagte besøg 2. og 3. september.

En del af betjentene var som udgangspunkt ikke vagtsat de pågældende dage og havde derfor fået besked om at møde, selv om de havde fri.

Efter aflysningen af præsidentbesøget har de indkaldte betjente fået besked om, at de alligevel ikke behøver at møde op, men at de vil blive kompenseret med op til 50 procent af de timer, der var blevet planlagt.

Kompensationen kan falde i form af afspadsering eller løn, såfremt de pågældende betjente på et tidspunkt vælger at få de opsparede timer udbetalt.

Hos Københavns Politi er det ifølge Ekstra Bladets oplysninger tjenestetidskontoret, der efter aflysningen har givet de indkaldte betjente besked om kompensationen.

Ekstra Bladet har spurgt Rigspolitiet, hvor mange betjente det drejer sig om.

Herfra lyder svaret, at man generelt ikke oplyser, hvor mange betjente der afsættes til konkrete opgaver. Herunder hvor mange som udgangspunkt ikke-vagtsatte der var indkaldt til opgaven.

- Det drejer sig om et fåtal, da de fleste var vagtsat i forvejen, lyder det fra Rigspolitiets presseafdeling i en kommentar til Ekstra Bladet.

Rigspolitiet har til Ritzau sagt, at man endnu ikke har overblik over, hvad planlægningen af det nu aflyste besøg fra USA's præsident koster politiet.

Claus Oxfeldt, der er formand for Politiforbundet, har til nyhedsbureauet oplyst, at politibetjente fra hele landet skulle til København i forbindelse med præsidentbesøget, og en indkaldelse af mandskabet var i fuld gang.

Hvor mange betjente der er tale om, vil han af 'sikkerhedsmæssige grunde' ikke udtale sig om.

- Men det er rigtig, rigtig mange, siger han og kalder opgaven for 'et af de største set-ups, der har været i dansk politis historie'.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere