Trump: USA har dræbt al-Qaeda-leder i Yemen

USA har dræbt lederen af al-Qaeda på Den Arabiske Halvø, Qasim al-Rimi, oplyser præsident Donald Trump

Lederen af al-Qaeda på Den Arabiske Halvø, Qasim al-Rimi, er blevet dræbt. Foto: Hani Mohammed/Ritzau Scanpix
Lederen af al-Qaeda på Den Arabiske Halvø, Qasim al-Rimi, er blevet dræbt. Foto: Hani Mohammed/Ritzau Scanpix

USA har dræbt lederen af al-Qaeda på Den Arabiske Halvø (Aqap), Qasim al-Rimi, under en anti-terroroperation i Yemen.

Det oplyser USA's præsident, Donald Trump, i en pressemeddelelse fra Det Hvide Hus natten til fredag dansk tid.

- Under al-Rimi har Aqap begået skruppelløs vold mod civile i Yemen og forsøgt at begå og inspirere til talrige angreb mod USA og vores styrker, udtaler Trump i meddelelsen.

- Hans død svækker Aqap og den globale al-Qaeda-bevægelse og bringer os tættere på at eliminere de trusler, som disse grupper udgør for vores nationale sikkerhed.

Trump oplyser i pressemeddelelsen ikke, hvornår Qasim al-Rimi er blevet dræbt.

USA anser Aqap for at være en af de drabeligste grene af al-Qaeda-bevægelsen, som er stiftet af den afdøde Osama bin Laden.

Det amerikanske udenrigsministerium havde udlovet en dusør på ti millioner dollar - knap 68 millioner kroner - for information, der kunne lede til Qasim al-Rimi. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Søndag tog Aqap skylden for et angreb mod en amerikansk flådebase i december, hvor en saudiarabisk soldat dræbte tre personer og sårede otte andre i den amerikanske delstat Florida.

Der er dog indtil videre ingen beviser for, at Aqap var involveret i angrebet mod flådebasen i Florida i december.

Qasim al-Rimi var tidligere bevægelsens militærchef, indtil han blev udnævnt som leder af Aqap i juni 2015 efter Ayman al-Zawahiri.

Ifølge Det Hvide Hus sluttede han sig til al-Qaeda i 1990'erne, hvor han arbejdede for Osama bin Laden i Afghanistan.

Allerede inden Trumps udmelding natten til fredag dansk tid har der været ubekræftede meldinger om, at Aqap-lederen var blevet dræbt i et droneangreb i byen Marib i Yemen.

Kilder har dog samtidig sået tvivl om, hvorvidt det rent faktisk var Qasim al-Rimi, der var blevet dræbt i angrebet.

Aqap har ifølge en rapport fra FN fra sidste år fungeret som kommunikationscentral for al-Qaeda-bevægelsen.

Al-Qaeda er ifølge FN en terrororganisation.

USA's drab på al-Qaeda-lederen kommer lidt over en måned efter USA's drab på den højtstående iranske general Qassem Soleimani, som skabte fornyede spændinger mellem USA og Iran.

I oktober stod USA desuden bag drabet på stifteren af Islamisk Stat (IS), Abu Bakr al-Baghdadi.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere