Trump vil sende kriminelle indvandrere hjem

Fra søndag går amerikanske myndigheder i gang med at opsøge indvandrere i ti byer med henblik på deportation

USA's præsident, Donald Trump, under sin tale til medierne. Foto: Pike Alastair/Ritzau Scanpix
USA's præsident, Donald Trump, under sin tale til medierne. Foto: Pike Alastair/Ritzau Scanpix

Amerikanske myndigheder vil i weekenden slå til mod indvandrere, der ikke har papirerne i orden. Det bekræfter præsident Donald Trump fredag.

- De kom ulovligt ind, siger han til journalister ved Det Hvide Hus.

I sidste måned varslede præsidenten, at han vil øge antallet af deportationer. Der vil især være fokus på personer, der er dømt for lovovertrædelser, og på bandemedlemmer, siger Trump fredag.

- Det begynder på søndag, hvor de vil pågribe folk og så vil de sende dem tilbage til deres lande, siger præsidenten.

Myndighedernes aktion ventes at finde sted i ti større byer rundt om i USA. Indsatsen er rettet mod tusindvis af indvandrere rundt om i landet.

Flere borgmestre i de byer, hvor indsatsen efter planen skal finde sted, har sagt, at de ikke ønsker at samarbejde med immigrationsmyndighederne om at hjemsende de indvandrere, som ifølge Trump er uønskede.

Ifølge amerikanske medier vil myndighederne især gå efter personer, der allerede har fået besked fra en domstol om at forlade landet.

- Vi vil fokusere mest muligt på kriminelle, siger Trump fredag.

Men indsatsen kan også komme til at ramme indvandrere, der har boet i USA i årevis, og som har en bolig, driver en virksomhed eller har familie i USA, skriver flere medier.

Ifølge forskningscentret Pew Research befinder der sig omkring 10,5 millioner indvandrere i USA, som ikke har de nødvendige papirer, der er krævet for at opholde sig i landet.

To tredjedele af dem har været i USA i over ti år.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere