Trusler mod Norges justitsminister: Bombeenhed rykker ud

Den norske justitsminister, Tor Mikkel Wara, har lørdag modtaget et brev med trusler, der har fået politiets bombeenhed til at rykke ud til hans hjem

Tor Mikkel Wara er valgt for liberalkonservative Fremskrittspartiet. Foto: Ritzau Scanpix.
Tor Mikkel Wara er valgt for liberalkonservative Fremskrittspartiet. Foto: Ritzau Scanpix.

Norsk politis bombeenhed er lørdag eftermiddag rykket ud til justitsminister Tor Mikkel Waras hjem i Oslo, efter ministeren har modtaget et brev med trusler. 

Det skriver norske NRK.

- Vi fik meldingen lige før klokken 13 om, at der lå et brev i postkassen, som indeholdt nogle trusler, siger operationsleder Tor Grøttum fra Oslos politi til NRK.

Præcis hvad truslerne går på, vil han dog ikke fortælle.

- Brevet er nu sikret, og vi laver kriminaltekniske undersøgelser på stedet, siger Grøttum.

Politiet er blandt andet ved at undersøge, hvem der har sendt brevet, og hvordan det er havnet i postkassen. Desuden undersøger de, om lørdagens trusler kan hænge sammen med tidligere trusler, som justitsministeren har modtaget.

Blandt andet blev der 13. februar fundet brandbar væske under ministerens bil, og bombegruppen måtte rykke ud 11. februar, da der blev fundet en 'mistænkelig genstand' ved Tor Mikkel Waras hjem. Genstanden viste sig dog at være ufarlig.

Derudover blev der i januar stukket ild til en skraldespand foran ministerens hus, og i december blev der skrevet beskyldninger om racisme på hans hus og bil.

På både bilen og huset anklagede ukendte gerningsmænd Tor Mikkel Wara for at være racist. Foto: Ritzau Scanpix.
På både bilen og huset anklagede ukendte gerningsmænd Tor Mikkel Wara for at være racist. Foto: Ritzau Scanpix.