Trusler på livet mod mand på flugt

En mand er blevet sigtet for drabsforsøg og for et voldsomt røveri - mens han er på fri fod, har retten beskyttet ham med et navneforbud

En mand er i dag officielt ved retten blevet sigtet for drabsforsøg og for et røveri mod en smykkebutik.

Retsmødet fandt sted i Helsingør, uden at manden selv var til stede. Han er nemlig på flugt fra politiet.

Retsmødet var i bund og grund et grundlovsforhør, hvor manden skulle fremstilles in absentia. Det skyldes, at politiet skal have det juridiske grundlag på plads for at kunne udstede en international arrestordre på ham, i fald han befinder sig i udlandet.

- Har I da et bud på, hvor han er? spurgte dommeren, anklageren i sagen, da retsmødet gik i gang i eftermiddag.

- Det kan jeg komme nærmere ind på, når dørene er blevet lukket, sagde anklageren med henvisning til, at han ønskede dørlukning for den videre del af retsmødet på grund af efterforskningen af sagen,.

Forinden skete der det paradoks i retten i Helsingør, at dommeren valgte at efterkomme et ønske fra mandens forsvarer Torben Brøndum Rasmussen om, at den sigtede mand, der altså jages af politiet, nu skal beskyttes af et navneforbud, så man offentligt ikke må fortælle, hvem han er.

Under retsmødets åbne del kom det frem, at årsagen til, at man ønskede det navneforbud blandt andet var, at der er konkrete trusler på livet mod manden. Truslerne blev ikke uddybet nærmere.

Hvis sigtelserne mod manden holder vand, tegner sig et billede af en person, der ikke selv har skyet at tage brutale midler i brug. Han er sigtet for et drabsforsøg tidligere i år, hvor der blev brugt skydevåben og for et meget voldsomt røveri, hvor der blandt andet blev truet med pistol, og hvor han slap af sted med et stort udbytte.

Efter oplæsning af sigtelserne blev dørene lukket for den videre behandling af sagen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere