Trusselsbreve til banko-formand: Jeg skulle skydes

Tre søndage i træk er der kommet trusselbreve mod værtspar og bankoformand i Vig

Bankoformand Poul Erik Andersen er en af tre, der har fået dødstrusler. Privatfoto
Bankoformand Poul Erik Andersen er en af tre, der har fået dødstrusler. Privatfoto

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Normalt er det spændingen over det manglende sidste nummer for at få pladen fuld, der kan få nerverne på højkant til bankospil.

Men til 'Banko i Vig' i Vig Forsamlingshus er det et helt andet drama, der plager formanden og værtsparret i Vig Forsamlingshus i disse uger.

Her har de nemlig fået ubehagelige trusselsbreve tre søndage i træk i forbindelse med bankospillet.

- Det er da ubehageligt. Det kan du nok forestille dig. Når man ligefrem får trusselsbreve om, at man skal skydes, siger Poul Erik Andersen.

Taget med gummihandsker
Han har kun set indholdet af de to første breve, fordi det tredje blev taget med gummihandsker og lagt i en pose med det samme for at sikre spor.

Han fortæller, at der i det første trusselsbrev bare stod, at det var 'på grund af vand og afholdelse af bankospil', og at Poul Erik Andersen og værtsparret skulle skydes.

Kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, Charlotte Tornquist har tidligere fortalt til Nordvestnyt, at brevene handler om utilfredshed med den form, bankospillet afvikles på, men vil ikke gå nærmere ind i indholdet på nuværende tidspunkt.

Bankoformanden fortæller, at der er nogle regler ved bankospillet om, at man ikke selv må medbringe mad og drikkevarer, men skal købe det på stedet. Og det er heller ikke tilladt at sætte bankopladerne fast med tape på bordene.

Groft indhold
Men det er ikke noget nyt, ifølge Poul Erik Andersen.

- Sådan har det været altid og alle steder. Jeg har været formand i 30 år, og jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger han.

Indholdet af det andet brev havde så groft indhold, at han ikke har lyst til, at det skal frem. Han fortæller, at de to brevene er skrevet med blyant.

- Det er meget dårlig skrift. Ligesom et halvstort barn, lyder det.

De to første trusselsbreve var lagt i postkassen, og det tredje fandt Poul-Erik Andersen på gulvet i gangen i søndags klokken 17.30. På det tidspunkt var omkring 17 mennesker kommet ind i forsamlingshuset, og brevet var der ikke, lige da de kom ind.

- Så blev der ringet til politiet, og dørene blev låst med det samme, for det måtte jo være en af os 17, der havde lagt det brev, siger Poul Erik Andersen.

Politiet har været på stedet alle tre søndage. I søndags ankom de til stedet og afhørte alle de tilstedeværende, men uden at finde frem til brevskriveren.

Kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi Martin Bjerregaard kalder sagen 'ret usædvanlig'.

- Sagen er  fortsat uopklaret, og der er hverken anholdte eller sigtede i sagen, siger han.

De har sendt brevene til nærmere undersøgelse for dna, fingeraftryk og andre spor og afventer svar på, om det kan bringe dem nærmere en opklaring.