Turist anholdt: Filmede nøgne børn i svømmehal

48-årig mand fra Ungarn varetægtsfængslet for at videofilme nøgne børn i herreomklædningsrummet i DGI Byen

En 48-årig turist fra Ungarn har videofilmet nøgne børn i DGI Byen i København. Foto: Thomas Wilmann
En 48-årig turist fra Ungarn har videofilmet nøgne børn i DGI Byen i København. Foto: Thomas Wilmann

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

En 48-årig mandlig turist fra Ungarn er blevet anholdt, efter at han er blevet opdaget i at være i færd med at overføre videooptagelser af nøgne børn fra et kamera til sin computer.

Manden er efterfølgende blevet fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret. Her erkendte han at have anvendt kameraet dagen forinden under et besøg i herreomklædningsrummet i DGI Byens svømmehal.

Politiet kom på sporet af manden efter en anmeldelse. Det var imidlertid ikke børnene eller deres forældre, som havde opdaget manden, men derimod en person, som så manden sidde ved et bord på Hostel Jørgensen på Israels Plads i færd med at overføre videofilm af nøgne mindreårige fra et kamera til sin computer.

Det kom frem under grundlovsforhøret, at ungareren kom til Danmark onsdag morgen, hvorefter han tog til DGI Byen. Her brugte han tid på at filme børn uden tøj på. Under optagelserne skjulte han sit kamera under et håndklæde, så hverken børn eller deres forældre opdagede det.

Nåede ikke at slette
Da politiet dukkede op ved Hostel Jørgensen, hjalp anmelderen med at udpege ungareren gennem et vindue. Og da politiet siden henvendte sig til manden, sørgede betjente for, at han blev fjernet fra sin computer. På den måde fik han ikke mulighed for at slette noget.

Politiet konstaterede, at et kamera var tilsluttet computeren, og der blev også fundet et usb-stik. På usb-stikket fandt politiet utallige billeder af mænd og børn fra alderen seks år og opefter, mens de opholdt sig i omkædningsrum. Der var optagelser både fra 19. februar, men også optagelser af ældre dato.

På billederne sås mindreårige drenge i færd med at vaske og tørre sig. Efter politiets opfattelse har ungareren bevidst filmet mindreårige drenge i alderen 5-15 år.

Den 48-årige bedyrede, at han ikke havde til hensigt at dele sine optagelser med andre på internettet, men at han efter et stykke tid ville have haft slettet dem fra sin computer.

Manden er blevet varetægtsfængslet i 13 dage.