Turistbåd sank: Mor mistede ni familie-medlemmer

Ni ud af elleve familiemedlemmer omkom, da en turistbåd torsdag sank i Missouri

Sørgende beder for de døde foran tur-operatørens kontor. Foto: AP Photo/Charlie Riedel
Sørgende beder for de døde foran tur-operatørens kontor. Foto: AP Photo/Charlie Riedel

Hele ni personer fra den samme familie omkom, da en turistbåd torsdag sank i Table Rock Lake i den amerikanske delstat Missori.

I alt druknede sytten mennesker, da amfibiefartøjet væltede i storm og høje bølger.

En af de overlevende fra tragedien er Tia Colemann. Hun har over for flere amerikanske medier fortalt, at hun og en 13-årig nevø er de eneste af de i alt elleve familiemedlemmer, som overlevede ulykken.

- Jeg har mistet alle mine børn. Jeg har mistet min mand. Jeg har mistet min svigerfar. Jeg har mistet min onkel. Jeg har mistet min svigerinde, og jeg har mistet en nevø, har den hårdt ramte kvinde forklaret.

Redningsmandskab leder efter overlevende efter den tragiske ulykke. Foto: AP Photo/Charlie Riedel
Redningsmandskab leder efter overlevende efter den tragiske ulykke. Foto: AP Photo/Charlie Riedel
 

Kvinden fortæller til den amerikanske TV-station CNN, hvordan hun var ved at drukne.

- Til sidst bad jeg bare Gud om at dø. Jeg kunne mærke, at jeg kom op i varmere lag af vand, og pludselig nåede jeg op til overfladen, hvor jeg kunne se et stort skib, har kvinden forklaret.

Tia Colemann har fortalt til medierne, at kaptajnen om bord på turistbåden forud for sejlturen sagde, at det ikke var nødvendigt at tage redningsveste på under sejladsen.

- Da vi så pludselig fik brug for redningsvestene, var det for sent. Jeg tror, at flere ville have overlevet, hvis de havde haft veste på, har kvinden forklaret.

Kaptajnen er en af de 14 personer, som overlevede tragedien. Han har endnu ikke udtalt sig officielt om sagen.

Turistbåden blev ramt af en pludselig storm og væltede om i bølgerne. Båden sank på 12 meters dybde. Skibet blev halet op i fredags. Alle sytten omkomne er fundet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere