Turistkaos ved grænsen

Man må være tålmodig, hvis man er på vej ind i Danmark fra Tyskland

Opdateret klokken 20:29: Opdaterede ventetider ved den tyske grænse og information om, at der er ryddet op for det tidligere uheld tæt på grænsen ved Kruså

Trafikken ind i landet fra den tyske landgrænse er tæt lørdag.

De mange indrejsende turister eller danskere på vej hjem fra ferie betyder derfor ekstra ventetid på vejene.

- Det er lørdag, og det er den sidste store rejsedag, så det er forventeligt, at der er ekstra rejsetid på vejene, siger Jørn Pedersen, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til Ekstra Bladet.

For at gøre situationen endnu mere kompliceret, så var der ved 18.30 tiden opstået et færdselsuheld ved Kruså tæt på grænsen, hvor en lastbil kørte ind i et telt.

Efter uheldet frarådede politiet at gøre brug af grænseovergangen ved Kruså, men de kan nu oplyse, at der er ryddet op efter færdselsuheldet.

Lørdag efter lørdag i sommeren har der været ekstra ventetid ved grænsen.

Allerede lørdag formiddag var der timelang ventetid, og det er kun blevet værre op ad eftermiddagen.

I Frøslev er der 30 minutters ekstra ventetid.

I Padborg må man regne med 30 minutters ekstra kørsel.

I sæd er der ikke nogen ekstra rejsetid lige nu, mens grænsen ved Pebersmark er lukket for i dag. Den genåbner søndag morgen kl. 7.

Grænsen til Sverige
Også ved Øresundsbroen, der binder Danmark og Sverige sammen, er der meldinger om forlænget rejsetid.

Det skriver Vejdirektoratet på deres hjemmeside.

Der er kødannelser fra Malmø mod Københavns Lufthavn, som skyldes ferietrafik og grænsekontrol.

Der er dog ikke nogen meldinger om, hvor meget ekstra ventetid, man må forvente, hvis man skal fra Sverige til Danmark.