Tusindvis af bilister stoppet i razzia: Spritbilister og litauiske tyveknægte snuppet

Fyns Politi har dagen igennem kontrolleret bilisterne i politikredsen ekstra godt. Her knaldede man fire litauere med bilen fyldt med tyvegods, mens også spritbilister røg i fælden

Bilisterne på Fyn blev kontrolleret ekstra godt i dag (Arkivfoto: Fin Frandsen)
Bilisterne på Fyn blev kontrolleret ekstra godt i dag (Arkivfoto: Fin Frandsen)

Fyns Politi afholdt torsdag en omfattende færdselskontrol på Fyn samt øerne Ærø og Langeland.

Det skete, da politiet afholdte en såkaldt udvidet rutinekontrol. Kontrollen stod på fra 10 til 16 og i den omfattende razzia nåede de fynske betjente at kontrollere flere tusinde bilister på de 62 forskellige særligt udvalgte kontrolsteder.

Det fortæller politikommisær Kenneth Taanquist til Ekstra Bladet.

- Generelt er dagen gået godt og de fleste bilister har taget kontrollen pænt. Generelt har trafikdødeligheden de seneste år været faldende de seneste år, men vi tager desværre en del ved disse kontroller stadig væk, derfor mener jeg, at de fortsat har sin berettigelse, siger Kenneth Taanquist.

Landeveje frem for motorvej
Fyns Politi har tidligere holdt store kontroller på den stærkt befærdede fynske motorvej, men ved dagens razzia havde man valgt en anden strategi.

- Vores erfaringer fra de tidligere udvidede rutinekontroller har vist, at det kunne give god mening at sprede den udvidede rutinekontrol ud til alle kommuner i hele politikredsen. Dagens resultater viser, at den antagelse var rigtig, siger Kenneth Taanquist.

Fire litauere knaldet
Blandt andet blev fire spritbilister knaldet, men også mere opsigtsvækkende sigtelser blev rejst på baggrund af dagens kontrol.

En af de første biler, politiet stoppede, var en varebil fra Litauen. Den viste sig at være fyldt med nye mobiltelefoner, nye pc’er samt en lang række andre genstande. De to mænd og to kvinder, der var i bilen, er alle blevet anholdt og sigtet for tyveri.

- Vores efterforskere skal nu i gang med at fastslå, hvor effekterne stammer fra. Så længe efterforskningen er i gang, kan vi ikke uddybe yderligere, siger Kenneth Taanquist til Ekstra Bladet.

Koordineret aktion
Det var fjerde gang, Fyns Politi holder en såkaldt udvidet rutinekontrol . Aktionen blev gennemført i samarbejde med Skat, Trafikstyrelsen og Fødevarestyrelsen, Rigspolitiets Tungvognscenter Syd og Øst, Syd- og Sønderjyllands Politi og Sydøstjyllands Politi. +

Ved den udvidede rutinekontrol den 11. september 2014, der var koncentreret omkring motorvejen og det omkringliggende vejnet, blev knap 2.000 køretøjer undersøgt.

Kenneth Taanquist regner med, at politiet senere i dag får et samlet overblik over, præcis hvor mange bøder der blev givet ved kontrollen.