TV: Hvem er denne røver?

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterlyser oplysninger om to gerningsmænd til et røveri i en købmandsforretning på Falster 21. marts.

- Det er et røveri. Åbn kasseapparatet.

Med de ord råbte en af to røvere en 19-årig ekspedient ind i hovedet under det, der af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi betegnes som et særdeles groft røveri.

Det foregik 21. marts klokken 22.55 i Eskilstrup på Falster i købmandsforretningen LetKøb i Vestergade.

Nu efterlyser politiet røverne ud fra de overvågningsfotos, som forskellige kameraer i forretningen har optaget.

- Det er et voldsomt røveri. Og det er det, fordi den ene gerningsmand truer den unge pige med et oversavet jagtgevær. Han holder faktisk fingeren på aftækkeren, siger sektionsleder hos lokalpolitiet i Nykøbing Falster, Jan Victor Larsen, til Ekstra Bladet.

Røverne fik fingre i et større kontantbeløb fra kasseapparatet og stak siden af.

Politiet håber på, at offentliggørelsen af billederne kan kaste nogle henvendelser af sig, og især røveren med jagtgeværet ses tydeligt på overvågningsbillederne.

- Billederne er usædvanligt gode, selv om røverne også er usædvanligt godt maskerede, forklarer Jan Victor Larsen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Den ene røvers øjne er blevet fanget på et af billederne. (Foto: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi)
Den ene røvers øjne er blevet fanget på et af billederne. (Foto: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi)

Den 19-årige ekspedient, der var alene i forretningen under røveriet, var efterfølgende rystet, men er ikke fysisk kommet til skade.

Har man oplysninger til sagen kan Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kontaktes via tlf.: 114.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere