TV: Kunde fandt slange i Føtex

Politiet tror, nogen har placeret slangen på kunde-toilettet i varehuset i København

Her kan du se Føtex-slangen. (Video: Mogens Flindt)

En kunde i Føtex på Vesterbrogade 74 i København fik sig lidt af et chok i formiddags, da han fandt en gul-orange slange på kunde-toilettet på første sal.

Den cirka 110 cm. lange orange slange lå på gulvet rundt om toilettet og den havde stukket hovedet ned i holderen til toiletbørsten, men slangen var i høj grad i live, da tilkaldt personale pirkede til den med en kost.

- Vi slog straks alarm til myndighederne, politiet og fødevarestyrelsen, og spærrede området af. Vi tog ingen chancer, siger varehuschef Zelwan Rashid til Ekstra Bladet.

To betjente og et par Føtex-medarbejdere holdt toilettet afspærret, mens der blev ventet på Falcks dyreambulance.

Farlig eller ej?
Falck-redderen skulle heller ikke risikere noget, så han iførte sig et par kraftige handsker og fangede slangen med en gribetang. Den blev puttet ned i en plastik-kasse og den skal nu undersøges af eksperter - om den er farlig eller ej.

På første sal i Føtex er der kun non-food varer, og varehuschef Zelwan Rashid udelukker, at slangen kan være kommet med et parti varer. Fødevarestyrelsen havde da heller ingen indvendinger imod, at slangen blot blev fjernet fra stedet uden andre foranstaltninger.

- Politiet tror, at slangen er blevet placeret på toilettet af en ukendt person. Der var rengøring i nat, og vi har talt med rengøringsfolkene som ikke har bemærket nogen slange. Vi mener, at slangen er blevet placeret på stedet i tidsrummet fra vi åbnede klokken otte og til kunden alarmerede os klokken 9.45, siger Zelwan Rashid.

Varehuset vil nu se video-overvågningen igennem i forsøget på at finde den person, som har lagt slangen på toilettet.

Slange-fangsten blev lidt af et tilløbsstykke i Føtex, da Falck-redder Jens fra Falck-stationen i Ballerup bar slangen ud til dyreambulancen. Både ansatte og kunder fik taget billeder af fangsten med deres mobiler.

Københavns politi efterlyser ejeren af slangen på twitter: 'Levende slange mangler sin ejer efter indkøbstur i Føtex, Vesterbro', skriver politiet.

1 af 4 Den gul-orange slange var cirka 110 cm. lang, og hverken Føtex, politiet eller Falck tog nogen chancer, hvis nu den var farlig. (Foto: Mogens Flindt)
2 af 4 Her bærer Falck-redder Jens slangen ud. (Foto: Mogens Flindt)
3 af 4 Varehuschef Zelwan Rashid (til højre) og hans medarbejdere skulle lige have nogle snapshots af fangsten. (Foto: Mogens Flindt)
4 af 4 Slangen lå ved toiletkummen med hovedet stukket ned i toiletbørsten. (Foto: Mogens Flindt)