Tv-reporter sparkede flygtning ned: Her er hendes version

- Jeg er ikke en hjerteløs racist, siger Petra Lászlo, der blev lagt for had efter afslørende tv-optagelser

Tv-billeder af en ungarsk kamera-reporter, der sparker ud efter løbende flygtninge, er gået verden rundt.

Hvorfor den kvindelige journalist valgte at sparke til den løbende mand vides endnu ikke. Samfund - 9. sep. 2015 - kl. 07:51 Chok-video: Her sparker tv-reporter desperate flygtninge ned

Nu, to dage senere, har reporteren besluttet sig for, det er tid at fremlægge sin version af, hvad der skete.

Hun har skrevet et brev til avisen Magyar Nemzet, skriver The Guardian. Heri forklarer hun, at noget slog klik i hende.

- Kameraet snurrede, da hundredvis af migranter brød gennem politiafspærringen. En af dem løb ind i mig, og jeg blev bange, skriver hun.

- Noget slog klik i mig. Jeg følte, at jeg blev angrebet og måtte beskytte mig selv. Det er svært at træffe gode beslutninger, når folk er i panik, fortsætter hun sin skriftlige version af sagen.

Fortjener ikke heksejagt
Petra Lászlo, som kamera-reporteren hedder, skriver, at hun gerne vil tage ansvar for sine handlinger, men understreger, at hun ikke er en hjerteløs racist og ikke fortjener en politisk heksejagt og de dødstrusler, hun får efter, at tv-billederne er gået kloden rundt.

- Jeg er blot en arbejdsløs mor til små børn, som tog en rigtig dårlig beslutning, og jeg er meget ked af det, skriver hun.

Kvinden blev fyret fra det nationale, ungarske tv-selskab N1 TV efter, at en tysk kameramand havde lagt en video på Twitter af den voldsomme begivenhed, der fandt sted tirsdag i Röszke, et opsamlingssted tæt ved den ungarsk-serbiske grænse.

Se den meget omdiskuterede episode i videoen øverst