TV: Stor politistyrke til solskinsøen

Mere end 100 betjente fra Nordjyllands Politi på vej til at supplere det forøgede sikkerhedsberedskab omkring Folkemødet på Bornholm

(Foto: René Schütze)

Hundredvis af politifolk fra udvalgte politikredse rundt omkring i landet valfarter i disse dage mod årets Folkemøde på Bornholm. I morges vinkede politiinspektør Marianne Vestergaard Lau, Nordjyllands Politi, til venstre i billedet farvel til 103 kolleger, der forinden havde drukket kaffe og spist rundstykker bag politigården i Aalborg.

De mange ansatte fra Nordjyllands Politi, som repræsenterer flere forskellige afdelinger - og dermed kompetancer - kørte i 24 mandskabs-, civil- og patruljebiler, og de ventes at ankomme til Bornholm sidst på eftermiddagen i dag efter at have krydset landet og via Øresundsbroen og færgen mellem Ystad og Rønne at have tilbagelagt adskillige timer på farten.

Se også: Konflikt før Folkemødet: Hvor skal politifolk bo

- Det er altså ikke sådan, at Nordjylland nu er rent slaraffenland for tyveknægte og andre kriminelle. Vi har taget vores forholdsregler og vil være lige så aktive, som vi plejer, siger vicepolitiinspektør Poul Severinsen, Nordjyllands Politi, til Ekstra Bladet.

Han ønsker dog ikke at uddybe, hvordan nordjyderne kan regne med, at den store gruppe politifolk erstattes fra i dag og til og med afslutningen på den femte udgave af det populære Folkemøde, som forventes at blive besøgt af over 100.000 mennesker fra begyndelsen på torsdag og indtil afslutningen på søndag.

Kontroversielle deltagere

Det er Rigspolitiet, der koordinerer det forøgede sikkerhedsberedskab, som formentlig kun er blevet endnu mere omfattende efter terrorhændelserne ved Krudttønden og den Jødiske Synagoge i København 14.-15. februar i år.

Deltagelsen af den islam-kritiske hollandske politiker, Geert Wilders, og repræsentanter fra den ultranationalistiske organisation, Gyldent Daggry, har angiveligt også skærpet behovet for et højt sikkerhedsniveau med både synlige og 'usynlige' betjente på den smukke solskinsø.

Se også: Geert Wilders vil vise Muhammed-tegninger i tv

Forsvaret vil også bidrage med både materiel og personel, herunder fire helikoptere, til den store begivenhed, som oven i købet folder sig ud midt i en tæt valgkamp, der vil puste den politiske debat op på et endnu mere interessant og konkret niveau.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere