TV: Vanvidsbilist går lovbruds-amok for øjnene af politiet

En 21-årig mand kan formentlig se frem til flere sigtelser efter en stribe trafikforseelser foran et kamera og en patruljevogn

Dummere end politiet tillader? En 21-årig mand begår grove trafikforseelser lige foran en patruljevogn. (Video: Mik Rasmussen)

De fleste har nok oplevet at være vidne til større eller mindre trafikforseelser på gader og stræder rundt omkring i landet, hvor det aldrig får den nødvendige konsekvens for synderne.

Så nemt slipper en 21-årige mand dog ikke efter han onsdag morgen kort efter klokken otte overtrådte indtil flere paragraffer i færdselsloven.

Forseelserne skete på Vestre Ringgade i Slagelse i nærheden af uddannelsescentret CEU, hvor den utålmodige chauffør tilsyneladende ikke var helt tilfreds med hastigheden foran ham.

Derfor valgte han at overhale højre om ind over cykelstien - en overhaling som tilsyneladende startede i fodgængerfeltet.

Uheldigvis for ham havde den modkørende trafikant Mik Rasmussen et kamera i forruden, og kort foran Mik kørte en patruljevogn, som også opfangede episoden og satte efter lovbryderen. Du kan se videoen af episoden over artiklen.

Flere sigtelser
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bekræfter episoden og oplyser, at den 21-årige er blevet mødt med flere sigtelser.

- Vi får fat i bilisten kort efter forseelsen. Men betjentene så kun noget af det, som foregik, så den 21-årige er kun sigtet for at køre på cykelstien og starte med hjulspin, siger politikommissær Flemming Jensen fra lokalpolitiet i Slagelse til Ekstra Bladet.

Han fortæller dog, at manden kan blive mødt med flere sigtelser, når de har gennemset videoen, som de også er kommet i besiddelse af.

- Blandt andet kigger vi på, at han angiveligt overhalede i et fodgængerfelt om morgenen ved en uddannelsesinstitution, så han har måske forvoldt fare for andres liv og førlighed, siger han.

Måtte have bedre ting at lave
Han fortæller, at den 21-årige erkendte sig skyldig i de første sigtelser, selvom han var utilfreds med politiets tilstedeværelse.

- Han mente, at politiet burde have andre – og vigtigere - ting at tage sig til, siger Flemming Jensen.

Han har dog få gode ting at sige om mandens kørsel.

- Han var utålmodig, men han kan jo være til fare for andre, hvis han ikke får øjnene op for måden at køre bil på, siger han.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere