Tvang ofre ud i kæmpe gæld

To mænd blev fredag dømt for afpresning, bedrageri og trusler ved retten i Randers

Fredag blev to mænd dømt for afpresning, databedrageri, bedrageri og trusler mod to yngre mænd ved retten i Randers. De to ofre blev presset til at stifte stor gæld ved at købe elektroniske varer.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

'Det er meget alvorligt, når nogen bliver tvunget til at stifte en stor gæld, og især når det også sker ved kompromittering af ofrenes personlige oplysninger. Derfor er jeg godt tilfreds med, at der i dommen er lagt særligt vægt på dette,' siger specialanklager Jan Østergaard i pressemeddelelsen.

På 'indkøbstur'
Sammen med en tredje person havde de to nu dømte mænd på 21 og 24 år under trusler om vold i sommeren og efteråret 2018 presset to yngre mænd til at tage på 'indkøbstur' i flere forretninger, som sælger elektronik.

Her skulle de to mænd købe computere, mobiltelefoner og tilbehør på afdragsordninger og blev derefter tvunget til at give de købte ting til en af de tiltalte.

Truede med dummebøder
Foruden indkøbsturene og de indgåede gældsaftaler tvang de tiltalte de yngre mænd til at udlevere deres pas og nem-id, så de kunne handle på nettet for ofrenes penge og få udbetalt penge fra deres konti i banken.

Den 21-årige gerningsmand truede også et af ofrene med dummebøder, hvis han gik til politiet.

Den 21-årige blev dømt for otte afpresningsforhold med et samlet udbytte på 100.000 kroner og forsøg på bedrageri for yderligere 15.000 kroner.

Begge mænd blev desuden dømt for en række databedragerier og den 21-årige for netbedragerier til en samlet værdi af cirka 50.000 kroner.

Den 21-årige blev idømt 10 måneders fængsel, som er delvist betinget, da tre måneder skal afsones, og resten er gjort betinget af 120 timers samfundstjeneste.

Den 24-årige blev idømt seks måneders fængsel. Hans straf er også delvist betinget, da tre af månederne anses for udstået med varetægtsfængsling under sagen, og resten er gjort betinget af 60 dages samfundstjeneste.

En tredje person er også sigtet i sagen. De to tiltalte har forklaret, at den 21-årige havde en gæld til den tredje sigtede, som pengene for de ulovligt anskaffede genstande skulle bruges til af betale af på.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere