Tyrkiske medier raser over Danmarks løsladelse af terror-mistænkt

Tyrkiske medier er oprørte efter, at den danske mand, der er sigtet for medvirken til terrorangrebet på natklubben i Istanbul, er blevet løsladt

Den 1. januar 2017 blev 39 personer dræbt i et terrorangreb på en tyrkisk natklub i Istanbul. Her tilbageholder tyrkisk politi en mistænkt. Foto: Ritzau/Abaca

Tyrkisk politi tilbageholder en mistænkt i den massive menneskejagt, som blev sat ind i kølvandet på, at 39 mennesker blev skudt og dræbt den 1. januar 2017 på den eksklusive natklub Reina. Foto: Ritzau/Abaca
Den 1. januar 2017 blev 39 personer dræbt i et terrorangreb på en tyrkisk natklub i Istanbul. Her tilbageholder tyrkisk politi en mistænkt. Foto: Ritzau/Abaca Tyrkisk politi tilbageholder en mistænkt i den massive menneskejagt, som blev sat ind i kølvandet på, at 39 mennesker blev skudt og dræbt den 1. januar 2017 på den eksklusive natklub Reina. Foto: Ritzau/Abaca

'Dansk skandale' skriver en af Tyrkiets største aviser, Hurriyet, efter en navngiven dansker, der er mistænkt for at have skaffet våben til terrorangrebet mod natklubben Reina i Istanbul, er blevet løsladt.

Den 1. januar 2017 ankom usbekeren Abdulkadir Masharipov til natklubben Reina i en taxa. Han tog en AK47-maskinpistol ud af baggagerummet og dræbte 39 uskyldige natklubs-gæster.

Løsladelsen af den terror-mistænkte dansker, som ifølge anklageskriftet skulle have skaffet våbnene, har sat et ramaskrig i gang i Tyrkiet. Og de tyrkiske medier er helt oppe i det røde felt.

'Københavnsk visum til flygtet terrormistænkt' og 'Dansk skandale i Reina-massakren' er blot nogle af de overskrifter, der pryder de tyrkiske medier i dag.

I anklageskriftet fremgår det, at den fængslede usbekiske gerningsmand har forklaret i retten, at våben og ammunition til den makabre terrorhandling var skaffet af danskeren med krigernavnet, Ibrahim Danyelik.

PET har overfor Ekstra Bladet tidligere bekræftet, at manden for et par uger siden blev sigtet.

- PET kan bekræfte, at Sydøstjyllands Politi torsdag den 29. juni 2017 har anholdt og sigtet en person for overtrædelse af terrorlovgivningen. Personen er efterfølgende løsladt, men sagen efterforskes dog fortsat, lød det.

Se også: Dansker sigtet for at skaffe våben til terrorangreb

Ifølge den anklagede usbekiske gerningsmand har danskeren i tidsrummet op til terror-angrebet afleveret to pistoler, en kalashnikov-riffel, en håndholdt radio og ammunition i en lejlighed, hvor terroristen hentede våbnene, inden han skød og dræbte 39 personer på den eksklusive natklub.

På gerningsstedet fandt et undersøgelseshold fra politiet efterfølgende patronhylstre fra et våben med langtløb og serienummeret 53966. Det matchede 12 patroner, der blev opdaget under en razzia i en lejlighed, som politiet fandt frem til efter deres 17 dage lange menneskejagt på terroristerne i januar i år.

'Dansk skandale'
Historien om og forargelsen over, at Danmark har løsladt en terror-mistænkt har nu efterhånden spredt sig til de fleste tyrkiske medier.

Med overskriften 'Københavnsk visum til flygtet terror-mistænkt', hentyder mediet, at Danmark har givet den terror-mistænkte visum, hvilket dog ikke tilfældet, idet han allerede har dansk statsborgerskab.

I artiklen har mediet også offentliggjort hans fulde navn og et billede af ham.

- Tyrkiet er rasende og vrede, fordi de synes Europa altid gør sådan her, siger Tyrkiet-ekspert Deniz Serinci.

Flere tyrkiske medier peger på, at det ikke er første gang, at en formodet terrorist bliver løsladt af et europæisk land.

- Tyrkerne føler, at de fanger nogle formodede terrorister, at de advarer Europa, men at Europa ikke tager dem seriøst, siger Deniz Serinci.

Lektor og ph.d i jura på Københavns Universitet, Trine Baumbach vil ikke udtale sig om den konkrete sag, men siger i generelle vendinger om løsladelsen af den terror-mistænkte:

- Jeg kender ikke til sagen, men når der er tale om en alvorlig forbrydelse, så må det næsten være, fordi der mangler beviser.

Ekstra Bladet har talt med Sydøstjyllands Politi, som er den politikreds, hvor manden bor. De ønsker ikke at kommentere på, hvorfor de har valgt at løslade den terrormistænkte mand, og vil heller ikke forholde sig til, at folk undrer sig over, at han er blevet løsladt.