Tys-tys-efterforskning: Politiet tømmer sø og graver

Flere kriminalteknikere og en gravko vækker opsigt på Djursland. Sammen med to arkæologer er kriminalteknikerne lige nu i gang med at grave på bunden af en sø

Her arbejder politiet på den 'ældre sag' på Djursland. Video: Ernst van Norde

En omfattende efterforskning i det, som Østjyllands Politi selv betegner som 'en ældre sag', er i disse timer i gang på bunden af en mindre sø nær landsbyen Feldballe på Djursland.

- Jeg kan af hensyn til de pårørende ikke oplyse, hvilken sag vi efterforsker, men vi kan muligvis oplyse om mere inden for et døgns tid, siger politikommissær Helle Edelbo, Østjyllands Politi, til Ekstra Bladet.

Østjyllands Politi fik et tip for cirka en uge siden, men Helle Edelbo vil ikke uddybe, hvorfor og med hvilken mistanke man går så drastisk til værks på bunden af søen på Djursland.

- Det må være et ret solidt tip, siden I efterforsker og leder på denne måde?

- Vi får løbende tip om alle mulige sager. Også sager, som er meget gamle som eksempelvis sagen om drabet på Marie Lock-Hansen i en villa i Højbjerg i 1967, siger Helle Edelbo og fortsætter:

- Men det er naturligvis ikke alle henvendelser, som får os til at reagere som nu. Mere vil jeg heller ikke sige om den side af sagen.

Ekstra Bladets fotograf på stedet fortæller, at kriminalteknikerne synes at arbejde meget målrettet på sø-bunden, som naturligt er ret mudret og fyldt med siv. Politiets teknikere tømte søen, der måler cirka 50 gange 100 meter, for vand i fredags.

Ifølge Helle Edelbo har Østjyllands Politi udsendt en pressemeddelelse om deres efterforskning, fordi mange borgere ikke har kunnet undgå at bemærke, hvad der foregår. Der er indtil videre intet fundet, og politiet kan ikke sige, hvornår arbejdet afsluttes.

Leder de efter Lisbet?

Østjyllands Politi har specielt i ét tidligere tilfælde haft en omfattende, intensiv eftersøgning i netop dette område på Djursland. Det var i efteråret 2009, da én af nyere tids mest opsigtsvækkende og kuldegysende drabssager fik en uforløst afslutning.

 

Lisbet Nielsen blev erklæret død i september 2010, selv om hendes lig endnu ikke er fundet. Privatfoto

Liget af 46-årige Lisbet Nielsen - sygeplejerske og mor til to sønner på dengang 12 og 14 år - blev aldrig fundet, efter at hun forsvandt 23. oktober 2009 fra sin lejlighed i det nordlige Aarhus. Få dage senere kunne Ekstra Bladet afsløre, at den forsvundne kvinde i tiden inden tragedien var kæreste med Bjarne Østergaard Madsen. En ikke helt almindelig kæreste, idet han forud for sit møde med den aarhusianske mor til to havde to domme for drab på samvittigheden.

Bjarne Østergaard Madsen lykkedes angiveligt med at holde sin kulsorte hemmelighed for sig selv i en rum tid, men måske fik Lisbet en pejling mod sandheden, da parret rejste på ferie i Californien med Lisbets to sønner i sommeren 2009. Lisbet og sønnerne måtte dog holde ferien uden Bjarne Østergaard Madsen, der grundet sin fortid som dobbelt drabsmand, ikke blev lukket ind i USA efter ankomsten til lufthavnen i Los Angeles.

 

Bjarne Østergaard Madsen og Lisbet Nielsen ved en familiesammenkomst. Lisbet vidste angiveligt ikke før end umiddelbart inden sin død, at hendes kæreste havde to drab på samvittigheden, og at han i forbindelse med det seneste drab, da han var 23 år, blev erklæret skizofren og uegnet til straf. Han blev således idømt forvaring og indlagt på et psykiatrisk hospital, indtil han blev erklæret rask af Retslægerådet i 2005. Privatfoto

Den 42-årige Bjarne Østergaard Madsen, der stammede fra Herning, blev i dagene efter Lisbets forsvinden og inden sin anholdelse set af vidner i og omkring Feldballe tæt ved det område, hvor politiet nu igen leder så intensivt. Dengang havde Østjyllands Politi stærke indikationer på, at Bjarne Østergaard Madsen havde skaffet sig af med liget af Lisbet Nielsen efter at have dræbt hende.

Sådan så det ud i efteråret 2009, da blandt andre dykkere fra Frømandskorpset ledte i en sø tæt på det område på Djursland, hvor politiet nu har igangsat en større eftersøgning. Foto Ole Frederiksen

Bjarne Østergaard Madsen blev anholdt og sigtet for drabet på Lisbet Nielsen seks dage efter hendes forsvinden, men han begik selvmord ved at hænge sig selv i cellen i arresten i Aarhus, inden han blev fremstillet i grundlovsforhør.

Politikommissær Helle Edelbo, Østjyllands Politi, ønsker ikke at kommentere, hvorvidt det er Lisbet Nielsens lig, der ledes efter.

 

 

 

1 af 4 
2 af 4 
3 af 4 
4 af 4 Flere kriminalteknikere assisteret af en arkæolog og en gravko er lige nu i gang med at efterforske 'en ældre sag', som Østjyllands Politi formulerer det i en pressemeddelelse. Politiet tømte søen i fredags og har i dag taget fat på at grave på bunden af søen. Foto Ernst Van Norde

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere