Tysk antiterror-ikon er død

Ulrich Wegener grundlagde det tyske grænsepolitis antiterror-enhed GSG 9

'Terror-Ulli' med nogle af sine drenge. Billedet er fra 1979.
Foto: Roland Scheidemann/picture-alliance/dpa/AP Images
'Terror-Ulli' med nogle af sine drenge. Billedet er fra 1979. Foto: Roland Scheidemann/picture-alliance/dpa/AP Images

Grundlæggeren af den tyske antiterrorenhed, GSG 9, Ulrich Wegener er død, skriver flere tyske medier.

 Her forlyder det, at Wegener døde 28. december, men hans bortgang er først blevet kendt i dag.

Ulrich Wegener blev 88 år gammel.

Wegener blev født i byen Jüterbog i 1929. Efter krigen lå hjembyen i Tysklands østlige del, der senere skulle blive DDR, hvor han i første omgang begyndte at læse økonomi.

Ulrich Wegener blev 88 år. I følge tyske medier døde han 28. december.
Ulrich Wegener blev 88 år. I følge tyske medier døde han 28. december.

Samtidig sluttede Wegener sig til en antikommunistisk gruppe. I 1951 blev han anholdt i Berlins østlige del, mens han uddelte systemkritiske flyveblade.

Det kostede ham en dom på 18 måneders fængsel. Efter endt afsoning flygtede han i 1952 til Vesttyskland, hvor han næsten øjeblikkeligt søgte ind i det daværende beredskabspoliti.

Dengang havde Vesttyskland endnu ikke et militær - kun det paramilitært organiserede grænsepoliti, Bundesgrenzschutz - BGS - der var oprettet i 1951.

Blev chef efter gidselkatastrofe
Efter eget ønske skiftede Wegener hurtigt til BGS, hvor han kom på grænsepolitiets officerskole i Lübeck. Derfra gik det slag i slag, og i 1972 var han forbindelsesofficer mellem BGS og Indenrigsministeriet, da forbundregeringens daværende indenrigsminister, Hans-Dietrich Genscher,udpegede ham til at stå for oprettelsen af GSG 9 efter gidselkatastrofen ved de olympiske lege i München i 1972.

Affæren ved OL i  München påviste koldt og klart, at de tyske myndigheder ikke var rustede til at håndtere den slags, og derfor blev GSG 9 dannet.

I et interview med avisen Die Zeit fra 2014 fortalte Wegener, at hans politikarriere i Vesttyskland var den direkte konsekvens af dommen og fængselsopholdet i DDR.

Den daværende forbundskansler, Helmut Schmidt, hilser på Ulrich Wegener efter den vellykkede befrielse af Lufthansa-flyet Landshut.
Den daværende forbundskansler, Helmut Schmidt, hilser på Ulrich Wegener efter den vellykkede befrielse af Lufthansa-flyet Landshut.

- Fængslet var hårdt, og vi blev mere eller mindre sultet. Mange af mine medfanger fik tuberkulose, og flere af dem døde.

- Derfor ville jeg i grænsepolitiet. For mig var det et modstykke til det, jeg flygtede fra og hadede som pesten, sagde Wegener i interviewet.

I godt syv år fungerede han som chef for GSG 9. Han fik kælenavnet 'Terror-Uli' blandt politikerne i Forbundsdagen, der dengang lå i Bonn.

Årene fra 1973 og fremefter blev brugt til at finpudse træningen. Det skete i samarbejde med både amerikanske, britiske og i særlig grad israelske elitestyrker med fokus på antiterror.

På hemmelig mission i Uganda
Og da israelske kommando-soldater i 1976 befriede et stort antal gidsler i Uganda-lufthavnen Entebbe, var Ulrich Wegener med på sidelinjen.

Forud for den dramatiske aktion var et Air France fly på vej fra Tel Aviv til Paris efter mellemlanding i Athen blevet kapret af palæstinensiske terrorister efter mellemlanding i Athen. Også to tyske terrorister deltog i kapringen.

Det kaprede fly endte i Entebbe, Uganda, der dengang blev ledet af diktatoren Idi Amin.

To GSG 9-elitebetjente i fuld kampudrustning under en ung tysk-iraners terrorangreb mod et indkøbscenter i München i juli 2016. Nu er den toptrænede anti-terrorstyrke i alarmberedskab i landets hovedstad. Foto: AP. Tæt på GSG 9: Så hårde er de tyske antiterror-læderhalse
Her blev gidslerne skilt i to grupper - jøder og ikkejøder, hvor de sidstævnte blev løsladt efter tre dage.

Efter godt en uges tid slog Israel til en i halsbrækkende aktion, hvor kommandosoldater - efter at have trænet intensivt i få dage - fløj til Entebbe i transportfly og der stormede lufthavnen.

Tre af de 106 gidsler mistede livet, mens alle gidseltagerne blev dræbt. Opgøret kostede også livet for 11 ugandiske soldater, der bevogtede lufthavnsområdet.

De israelske kommandosoldater havde kun en dræbt - deres chef, Jonatan Netanyahu, bror til den senere israelske regeringschef, Benjamin Netanyahu.

Skød to terrorister i Mogadishu
Først i de senere år har Wegener luftet sin Entebbe-hemmelighed.

- Jeg var med i Entebbe. For mit vedkommende drejede sig om opklaring forud for selve aktionen, fordi der deltog to tyskere ved kapringen, har Wegener forklaret til forskellige tyske medier.

Ud over Wegener og israelerne kendte kun Hans Dietrich Genscher, der nu var udenrigsminister, til Wegeners deltagelse i aktionen.

Wegener rejste alene til Uganda, hvor han mødtes med en ven, der var militær-attache ved den britiske ambassade i hovedstaden Kampala.

Uden at spørge om lov rekvirerede duoen den britiske ambassadørs Rolls Royce, og i det fornemme køretøj drog de til Entebbe-lufthavnen, hvor de kiggede sig nøje omkring.

Oplysningerne om lufthavnen gav han videre til israelerne over radio.

På vej tilbage efter rekognosceringen blev duoen standset af ugandiske soldater ved en vejafspæring. Men her fik de lov at at fortsætte:

- Jeg var kisteglad, da jeg var færdig med den historie. Også min kone havde slået tre kors for sig før turen, fortalte Wegener til Focus.

Året efter - 1977 - blev Ulrich Wegener og GSG 9 verdensberømte, da enheden selv tog til Afrika og befriede en kapret Lufthansa-maskine i somaliske Mogadishu.

Ved et interview i forbindelse med 40-året for befrielsen af Lufthansa-flyet, som Wegener gav til Bild i oktober i fjor, fortalte Wegener, hvordan han personlig skød to af de fire flykaprere i Mugadishu.