Tysk toppolitiker fundet dræbt i sin have: Nye grusomme oplysninger

Den tyske regeringspræsident i Kassel, Walter Lübcke, blev søndag fundet dræbt i sin have. Nu er der nye oplysninger om sagen, der ligner en kynisk likvidering

Walter Lübcke i sommeren 2018. Foto: Ritzau Scanpix
Walter Lübcke i sommeren 2018. Foto: Ritzau Scanpix

Det politiske landskab i Tyskland blev mandag efterladt i chok, da det kom frem, at den 65-årige regeringspræsident i Kassel, Walter Lübcke, var fundet død i sin have.

Politiet efterforskede mandag sagen som et drab, men holdt kortene tæt ind til kroppen og ønskede ikke at udtale sig til pressen.

Men nu løfter de lidt af sløret for, hvad de mener, der er sket.

- Vi har stadig ingen idé om, hvem gerningsmanden er, ligesom vi heller ikke har et motiv for drabet, sagde efterforskningsleder Sabine Thurau og tilføljede, at Walter Lübcke formentlig var blevet skudt på klos hold i hovedet.

Hvad der ledte op til drabet, er fortsat uklart, men ifølge tyske Bild er det politiets teori, at Walter Lübcke mødte sin morder i sin forhave. Hvordan Walter Lübcke er endt på terrassen i sin baghave, er fortsat et mysterium, men han blev fundet blødende fra hovedet af et familiemedlem, skriver Bild.

Politiet har ikke ønsket at kommentere Bilds oplysninger, men oplyser blot, at de efterforsker i mange retninger.

Rystet parti
Drabet har efterladt Tysklands største parti, CDU, i chok.

- Vi er dybt chokerede over vores vens pludselige dødsfald. Han var en mand, der byggede bro, og det var han en af de bedste til, skriver ministerpræsident i den tyske delstat Hesse Volker Bouffier og gruppeformanden i samme stat, Michal Boddenberg, i en erklæring.

Også Mark Weinmeister er rystet over sin vens dødsfald.

I Tyskland findes der regeringspræsidenter i flere af de tyske delstater. Ministerpræsidenten udpeger regeringspræsidenten, der har en koordinerende rolle i forholdet mellem delstatsregeringen og de lokale myndigheder.

I dag er det kun de store delstater som Baden-Württemberg, Bayern, Hessen og Nordrhein-Westfalen, der har en regeringspræsident.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere