Tysk undersøgelse: Mere vold efter migration

Særligt personer fra Nordafrika er skyld i stigning af vold i tysk delstat

Flygtninge og migranter er et varmt emne i Tyskland. Foto: Philip Davali
Flygtninge og migranter er et varmt emne i Tyskland. Foto: Philip Davali

En ny tysk undersøgelse har den sidste uges tid skabt debat i Tyskland. I undersøgelsen sættes der blandt andet fokus på kriminalitet begået af flygtninge og migranter i perioden  2014 til 2016.

I forhold til de af politiet registrerede voldsepisoder i delstaten Niedersachen er der sket en stigning af den form for kriminalitet på 10,4 procent. Ifølge undersøgelsen står flygtninge og migranter for godt 92 procent af stigningen.

Det skriver blandt andet Spiegel.

Undersøgelsen er udarbejdet af tre kriminologer, Dirk Baier, Sören Klim og Christian Pfeiffer. Sidstnævnte er desuden tidligere  socialdemokratisk justitsminister i Niedersachsen, og undersøgelsen er udført på vegne af forbundsministeriet for familie og ungdom. Den er udarbejdet i delstaten Niedersachsen.

Undersøgelsen påviser, at næsten hver ottende voldssag er udført af flygtninge og migranter. Den beskriver samtidig, at der ikke er noget odiøst i denne stigning, da en stor del af de tilrejsende er unge mænd, der aldersmæssigt befinder sig i en gruppe, som i forvejen fylder mest i fængsler og kriminalstatistikker.

Se også: 'Asylbarn' var 33 år gammel: Tilstår mord og voldtægt på 19-årige Maria

En tredjedel af ofrene er selv flygtninge og migranter. Andenpladsen indtages af andre personer med indvandrerbaggrund, og sidst er der tale om etniske tyskere, fastslår rapporten.

Syrere, irakere og afghanere fylder mindst i forhold til voldsforbrydere, mens folk med særligt nordafrikansk baggrund oftest står som udøvere af vold.

I Tyskland har der i de sidste par år været debat om denne gruppe, som politiet ofte registrerer som såkaldte Nafris - Nordafrikanischer Intensivtäter, på dansk 'nordafrikansk intensiv gerningsmand'.

At denne gruppe fylder overvejende i statistikkerne, finder Christian Pfeiffer heller ikke underligt. Nordafrikanerne har kun lav chance for at opnå asyl i modsætning til flygtninge fra krigshærgede lande.

Samtidig retter Pfeiffer kritik mod Tysklands førte politik på området.

- Vi kan ikke være landet, der optager alle, siger han til tv-programmet Heute journal.

Samtidig mener han, at de tyske politikere nu begynder at udtænke planer for et omfattende hjemsendelsesprogram til de mange nordafrikanere. Han mener, at der skal investeres meget store summer i dette program.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen