Tysker fundet død på strand

Turister fandt livløs ravsamler på Fanø

En tysk turist, som tidligere i dag blev meldt savnet, er fundet død på en strand på Fanø.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 68-årige mand gik i formiddags langs Søren Jessens Sand for at lede efter rav. Da manden om eftermiddagen ikke var vendt tilbage, blev hans pårørende bekymrede for ham og meldte ham savnet.

Politiet indledte en eftersøgning, men før de fik noget gennembrud havde turister fundet manden livløs.

En betjent gav manden førstehjælp, før en ambulance og redningshelikopter ankom til stedet.

Den 68-åriges liv stod dog ikke til at redde, og klokken 14.34 blev manden erklæret død.

Der er umiddelbart intet, der tyder på, at der er sket en forbrydelse. De pårørende er underrettede.