Tyskere strømmer til: Kø ved grænsen

Lørdag forventes mange tyske turister at rejse til Danmark, og tidligt lørdag formiddag er der kø ved grænsen

Lørdag er store rejsedag, når det gælder sommerhusgæster, og et stort antal tyske turister forventes denne lørdag at krydse grænsen til Danmark, efter at det nu er tilladt for dem at komme til landet.

Allerede tidligt lørdag formiddag er der da også kø ved grænsen fra Tyskland, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

'Forvent forsinkelse på 20-30 minutter ved Frøslev, 15-20 minutter ved Kruså og Padborg grænse og 5 minutter ved Sæd grænse, skriver politiet.

Politiet bekræfter over for  Ekstra Bladet, at det hovedsagligt er tyske turister, der holder i kø for at komme ind i landet.

- Det er tyskere, der vil ind i landet, ja, siger politiets vagtchef Søren Strægaard.

Sådan så det ud, da den dansk-tyske grænse åbnede 15. juni. Video: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Det store antal turister ved grænsen kommer dog ikke som en overraskelse for politiet.

- Vi er forberedte og er ekstra folk på arbejde til at foretage kontrol og få dem så hurtigt igennem som muligt, siger vagtchefen.

Køen ved grænsen risikerer at blive længere op ad dagen, idet check-in hos de fleste feriehus udlejningsbureauer sker midt på eftermiddagen.

- Vi ved ikke, om det bliver værre. Nogle er jo også gode til at tage herop natten før, fordi de ved, der er risiko for kø, så det kan jeg ikke sige, siger Søren Strægaard.

Ekstra Bladet følger situationen ved grænsen dagen igennem.

Politiet opfordrer folk til at benytte grænseovergangen ved Pebersmark, der er åben mellem 7-19.