Tyv dømt for indbrud på samme vej

En 46-årig kronjysk serie-indbrudstyv afsløret af rådsnar huseejers alarmsystem med live-videodækning

Den nu dømte kronjyde har erkendt sig skyldig i alle de tyveri-forhold, som anklageren fremlagde under retssagen i Randers. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Den nu dømte kronjyde har erkendt sig skyldig i alle de tyveri-forhold, som anklageren fremlagde under retssagen i Randers. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En geografisk trofast tyv erkendte sig uden forbehold skyldig, da den 46-årige kronjyde blev dømt for en række indbrud på den samme vejstrækning i Randers.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Indbrudstyven blev pågrebet 21. marts i år ved hjælp af et alarmopkald fra et af hans ofre.

Husejeren havde over et alarmsystem modtaget en mobil-besked under et sommerhusophold. Det var en advarsel om, at en person listede rundt omkring hans hjem på Gl. Hadsundvej i Randers.

Flittig indbrudstyv
Live-billederne viste en fremmed mand gribe om et dørhåndtag og forsøge at åbne carporten ved hjælp af en fjernbetjening.

Det udløste en opringning til politiet, og en patrulje kunne kort efter gribe manden på fersk gerning og sigte ham for indbrudsforsøg.

Efterforskningen afslørede, at han to dage forinden havde brudt ind i nøjagtig samme hus. Han havde ved den lejlighed stjålet et armbåndsur, en bilnøgle og fjernbetjeningen til carporten.

Uret havde han angiveligt på ved anholdelsen, og betjentene fandt bilnøgle og fjernbetjening smidt i græsset i nærheden.

Efterforskerne kunne derefter kæde tyven sammen med to andre forhold på samme vej. Ét sted havde han stjålet en mountainbike fra en carport, og et andet sted var han brudt ind i et skur og havde også lige benyttet lejligheden til at stjæle værktøj til mange tusinde kroner i samlet værdi.

Ren tilståelsessag
I retten erkendte manden alle forhold, og de kriminelle handlinger udløste en reststraf, der lå fra en tidligere dom. Derfor endte han med en fængselsstraf på et år og tre måneder bag tremmerne.

- Når man som den 46-årige er prøveløsladt, så falder hammeren ekstra hårdt, hvis man begår ny kriminalitet. Jeg er tilfreds med, at retten med dommen har sendt et tydeligt signal om, at det får en alvorlig konsekvens, hvis man bliver taget for indbrud, siger Jakob Beyer, senioranklager i Østjyllands Politi

Den 46-årige udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.