Tyv mistede kontrollen: Børneværelse torpederet af lastbil

En tyv kunne i nat ikke styre den lastbil, han var i færd med at stjæle, og endte med at brage ind i en 10-årig piges værelse

En tyv bragede sent fredag aften en lastbil ind i en børnefamilies hus.

Det skriver Randers Amtsavis.

Tyven havde forinden sparket døren ind til huset og stjålet nøglen til lastbilen, men han kunne ikke kontrollere køretøjet og endte med at torpedere husets børneværelse, hvorefter han stak af.

Ulykken skete klokken 23.30 fredag.

- Hele endegavlen er væk. Min tiårige datters værelse er fuldstændig ødelagt, og det samme er vores badeværelse. Derudover er der kommet revner i vores soveværelse, gangen samt vores søns værelse, siger en chokeret Jane Madsen, hvis 10-årige datter plejer at sove på det værelse, der nu er totalsmadret.

Familien var væk
Jane Madsen og hendes familien var på ferie i Agger på den jyske vestkyst, da ulykken fandt sted.

- Gudskelov lå min datter ikke i sengen. Jeg vil slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis hun havde ligget der, siger hun.

Hun tog sammen med sin familie straks hjem til huset i Randers, da de modtog den triste nyhed.

Nu skal de finde ud af, hvorvidt det er muligt for dem at blive boende i huset.

Gerningsmand på fri fod
Ifølge Østjyllands Politi var gerningsmanden hurtig til at forlade stedet.

- Vi var fremme kort tid efter, men der var gerningsmanden stukket af. Vi gennemsøgte efterfølgende området, men fandt ikke tyven, sagde vagtchef Per Benneskov til Randers Amtsavis lørdag formiddag.

Det er ikke lykkedes Ekstra Bladet at få kontakt til Østjyllands Politi, men politiet har ikke givet nogen offentlig melding om, at tyven skulle være fanget.

Hvis du har informationer, som kan gavne politiet i efterforskningen, kan du kontakte dem på telefon 114.

 

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere