Tyv på flugt i ulykke ved Nørreport: Stoppede togtrafik

Togene holdt tirsdag aften stille efter ulykke ved Nørreport Station

Steven Knap/Droto.dk
Steven Knap/Droto.dk

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Togene holdt tirsdag aften stille mellem Københavns Hovedbanegård og Østerport. Det sker efter en ulykke ved Nørreport Station, skriver DSB på Twitter.

Oplysningen er lagt på DSB's trafikinformationsside på nettet klokken 20.11.

Ifølge DSB's melding skulle en person være blevet påkørt ved Nørreport. Men det kan Københavns Politi ikke bekræfte.

- Klokken 20.04 får vi en melding om, at en ung mand muligvis skulle være faldet ud over gelænderet og har brækket et ben. Vores patrulje på stedet har meldt tilbage, at manden ikke er ramt af et tog, siger vagtchef Henrik Svejstrup til Ekstra Bladet.

Ifølge politiet er der tale om en ung mand, som var på flugt efter et tyveri.

- Manden har stjålet en e-cigaret fra en eller anden. Han er så enten faldet eller sprunget ud over et gelænder ved Østre Anlæg. Lige ved Statens Museum for Kunst, hvor togene kommer ud af tunnellen, siger Henrik Svejstrup.

Når togene holder stille, skyldes det, at politiet har anmodet om det.

- Det gør vi altid, når der skal udføres redningsarbejde tæt på skinnerne. Det er almindelig procedure, siger vagtchefen.

Når den unge mand er blevet behandlet på stedet og sendt videre til hospitalet, er der ifølge politiet intet til hinder for, at togtrafikken kan sættes i gang igen.

Der er endnu ingen melding om, hvornår det kan komme til at ske.

Klokken 21 skriver Københavns Politi på Twitter, at politi og redning er færdig med arbejdet, og at togtrafikken derfor kan sættes i gang igen. DSB melder samtidig ud på Twitter, at der også er forsinkelse i S-togsdriften som følge af ulykken, og at der er længere rejsetid på Kystbanen.

DSB's pressevagt oplyser, at togtrafikken kort efter klokken 21 er blevet sat i gang igen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere