Tyvekoster: Hvor er Inger fra 'Mælkebøtten'?

Politiet savner ejere til en lang række af tyvekoster efter, at fem mænd blev anholdt for 29 indbrud - men mændene kan have mere på samvittigheden

Blot en ting blandt de utrolige mængder af tyvekoster, som politiet ligger inde med, der er også smykker, ure, værktøj - og pudebetræk. Foto: Politi
Blot en ting blandt de utrolige mængder af tyvekoster, som politiet ligger inde med, der er også smykker, ure, værktøj - og pudebetræk. Foto: Politi

En indgraveret kærlig hilsen til Inger, som har ydet en fin indsats i Mælkebøtten, er blot en af de ting blandt hundredvis af tyvekoster, som politiet på Fyn ligger inde med.

Tilbage i  marts anholdt politiet fem mænd fra Rumænien og Moldova, der menes at tilhøre en indbrudsbande. De er foreløbigt sat i forbindelse med 29 indbrud, men politiet tror, at de fem har endnu flere indbrud på samvittigheden og beder nu derfor offentligheden om hjælp.

i forbindelse med en større efterforskning fandt politiet frem til ejerne af tyvekoster fra i de 29 indbrud begået i Aabenraa, Haderslev, Kolding, Vejle, Hedensted, Fredericia, Horsens, Aarhus og på den vestligste del af Fyn.

Men der mangler stadig ejere til en lang række tyvekoster. Derfor håber politiet ved at fremlyse kosterne at finde ejerne til værktøj, smykker, gamle lommeure, mønter, hårspænder, Nike-gummisko og sågar pudevår.

Fremlysningen består af 27 billeder og kan ses på Fyns Politis hjemmeside eller her på Facebook/Politi:

- Det er bare en ekstra god dag på kontoret, når vi oplever, hvor glade folk bliver over at blive genforenet med deres elskede arvestykke, et værdifuldt ur eller smykke. At blive udsat for et indbrud er utroligt grænseoverskridende, og som politimand er derfor en særlig glæde, når vi som i denne sag kan få rigtig mange koster bragt sammen med de rette ejere igen – og ved at gå ud med billeder, håber vi at få opklaret endnu flere indbrud i denne omfattende sag, siger vicepolitiinspektør Jesper Pedersen fra Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Brugte pudebetræk under indbrud

Efterforskningen har vist, at indbruddene alle er begået fra midten af februar frem til anholdelsen af banden den 8. marts.

- Vi tror, at gerningsmændene blandt andet har fjernet tyvekosterne i pudebetræk, som de har pillet af en hovedpude i de forurettedes soveværelser. Derfor håber vi, at nogen kan genkende deres manglende pudebetræk, så vi forhåbentlig får opklaret endnu flere af de indbrud, vi tror, de sigtede har stået bag, siger Jesper Pedersen. 

Politiet rykkede ud efter et tip fra offentligheden og det førte til to ejendomme på det vestlige Fyn, hvor de fem var i gang med at pakke omfattende mængder af tyvekoster formentlig med henblik på at sælge dem i Rumænien.

Politiet mener, der er tale om professionelle omrejsende  kriminelle, som at dømme efter de tyvekoster, der er placeret hos rette ejere, har huseret i Østjyllands, Sydvestjyllands, Syd- og Sønderjyllands og Fyns politikreds 

De fem mænd er fængslet i sagen.

Alle henvendelser fra borgere vedrørende sagen bedes ske på e-mail: fyn-indbrudsgruppen@politi.dk

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere