Ubådssagen: 37 personer indkaldt som vidner

Der er afhørt 200 personer i sagen mod Peter Madsen, fremgår det af retsbog i forbindelse med det seneste retsmøde i sagen

Bliv klogere på anklageskriftet her

200 personer er blevet afhørt i sagen, hvor Peter Madsen er tiltalt for drab og seksuel mishandling af den svenske journalist Kim Wall om bord på ubåden UC3 Nautilus i august sidste år. Han nægter sig skyldig i drab, men erkender at have parteret hende.

37 af de afhørte er pt. indkaldt som vidner i sagen.

Det fremgår af en retsbog fra Københavns Byret 8. februar, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.

Her bad ubådsbyggeren retten om at ophæve den besøgs- og brevkontrol, han er underlagt, som betyder, at politiet kontrollerer alle hans besøg og breve. Alternativt anmodede han om, at han kunne få privat kontakt med én bestemt person.

Læs mere om det her:
Krimi Vil have privat kontakt med kvinde: Her er Madsens hemmelige veninde

Påvirkningsrisiko for stor
Specialanklager Jakob Buch-Jepsen argumenterede i retten for, at besøgs- og brevkontrollen skulle opretholdes og henviste blandt andet til risikoen for, at Peter Madsen kan påvirke vidner.

Han anførte, at Peter Madsen har afgivet skiftende forklaringer under sagen, og at der kan foreligge en påvirkningsrisiko, herunder også i forhold til den konkrete navngivne person, som han gerne vil have privat kontakt med, der vil kunne påvirke andre vidner i den tiltaltes omgangskreds, ligesom der vil kunne komme nye vidner til.

'Det er åbenbart, at der kan være en påvirkningsrisiko i forhold til de 37 vidner, der skal afgive forklaring under hovedforhandlingen. (Personen, red.) kan imidlertid også påvirke andre, som måske vil melde sig som vidner under sagen. Sagen er generelt for alvorlig til, at anklagemyndigheden kan ophæve besøgs- og brevkontrollen på nuværende tidspunkt', fremførte Jakob Buch-Jepsen, ifølge retsbogen.

Peter Madsen har fået nej til, at brev- og besøgskontrol ophæves, men hans forsvarer går videre til landsretten med det spørgsmål. Privatfoto. 112 - 8. feb. 2018 - kl. 16:09 Retsmøde i dag: Peter Madsen har lidt nederlag

Her fremgår det også, at anklagemyndigheden er indstillet på at revurdere det, når bevisførelsen i sagen er gennemført.

I kendelsen, hvor retten afviser at ophæve kontrollen af Peter Madsens besøg og brevudveksling, lægger dommeren vægt på Peter Madsens ændrede forklaringer, ligesom hun anfører, at nogle af de 37 vidner, der står på udkastet til bevisfortegnelsen, skal 'afhøres om blandt andet udtalelser og adfærd hos arrestanten, herunder såvel vidner, der føres af anklagemyndigheden, som vidner, der føres af forsvaret'.

Forsvarer undrer sig
Det er derfor, foruden sagens alvorlige karakter, at retten mener, at der vil være en risiko for, at Peter Madsen vil 'vanskeliggøre sagens forfølgning ved at påvirke andre samt samstemme forklaringer med andre i sagen i strid med varetægtsfængslingens øjemed', skriver dommeren i kendelsen.

Peter Madsens forsvarer, Betina Hald Engmark sagde efter afgørelsen, at hun undrede sig over begrundelsen for at opretholde brev- og besøgskontrol.

- Jeg mener ikke, den er særlig konkret. Min opfattelse er, at der skal være noget helt konkret, især når man har været frihedsberøvet i længere tid, siger hun og henviser til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8. Den handler om retten til respekt for privatliv og familieliv.

Sagen mod Peter Madsen starter i Københavns Byret 8. marts. Der er afsat tolv retsdage.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere