Udenlandsk mand taget med flere kilo kokain i Kastrup Lufthavn

2,8 kilo kokain blev stoppet af myndighederne i Københavns Lufthavn, oplyser politiet lørdag.

En narkosmugling er blevet afsløret i Københavns Lufthavn.

I den forbindelse er en rejsende blevet anholdt for at have 2,8 kilo kokain med sig, da han ankom til Danmark, oplyser politiet.

Lørdag har en dommer i Københavns Byret besluttet at varetægtsfængsle manden i 24 dage.

Han er sidst i 20'erne og udlænding, oplyser en anklager i Københavns Politi.

Umiddelbart ønsker han ikke at sætte navn på det land, som den anholdte kom rejsende fra.

Smugleri i denne størrelsesorden straffes normalt med flere års fængsel - også selv om man kun er kurér.

Hvis det viser sig, at den sigtede senere tiltales og findes skyldig, risikerer han mindst fængsel i seks år.

I en tidligere straffesag, der blev afgjort af Højesteret, har indsmugling af cirka to kilo givet netop den straf. Det fremgår af en fagbog fra forlaget Thompson om domme i kriminelle sager.

I en anden sag blev en mand idømt fængsel i syv år for overdragelse af to kilo og for indsmugling af yderligere to kilo.