Udførlig liste over politikeres adresser florerer på nettet: - Det løber mig koldt ned ad ryggen

En adresseliste over de danske folketingsmedlemmer, videoer og billeder af hvordan man finder statsministerens bolig, florerer på nettet. Ligner opfordring til terrorisme, mener retsordfører

P1 Dokumentar har fundet en side på nettet, som opfordrer til at finde bestemte politikere. Lars Løkke er særligt fremhævet, og en video viser, hvorfra man kan se ind i statsministerboligen. Foto: Philip Davali
P1 Dokumentar har fundet en side på nettet, som opfordrer til at finde bestemte politikere. Lars Løkke er særligt fremhævet, og en video viser, hvorfra man kan se ind i statsministerboligen. Foto: Philip Davali

På internettet findes sider med adressebeskrivelser for samtlige danske folketingsmedlemmer, og videoer og billeder, der viser hvordan man finder frem til statsministerens bolig og et kort over Amalienborg.

Det skriver dr.dk. Det er P1 Dokumentar, der har undersøgt en af siderne.

DR beskriver, hvordan en række sider opfordrer ukendte gerningsmænd til at tage til Danmark for at opsøge og dræbe specifikke politikere.

Justitsministeren bør gå ind i det
Ekstra Bladet har talt med Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen, hvis navn og adresse figurerer på den side, som DR har fundet frem til, og en anden blog, som Ekstra Bladet har kigget på.

Preben Bang Henriksen har ikke haft kendskab til internetsiderne, før DR præsenterede ham for et udskrift, men han har nu bedt justitsministeren om at gå ind i det.

- Jeg har bedt justitsministeren om at undersøge, hvorvidt det er strafbart. For mig ligner det en opfordring til terrorisme. Men det kan være svært at afgøre juridisk. Jeg forventer at PET (Politiets Efterretningstjeneste, red.) eller politiet tager sig af det.

- Det er dybt ubehageligt at blive fremstillet på den måde. Jeg er kun fremstillet med adresse, og det klarer jeg nok, jeg er vant til at blive svinet til, men det, der virkelig får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, det er når jeg ser, at nogle - blandt andet statsministeren - er angivet så specifikt, siger Preben Bang Henriksen.

DR beskriver hvordan det i en af videoerne fremgår, at man kan se ind i statsministerboligen, hvis man står på et specifikt sted.

Socialdemokratiets retsordfører Trine Bramsen er også blevet præsenteret for et udskrift. Hun er først og fremmest bekymret for demokratiet.

- Det går ud over vores demokrati. Det kan være, at fremtidens politikere men også de siddende, begynder at tænke, at det ikke er værd, at stille sig op på ølkassen med sine holdninger. Og så er der ikke mindst nogle familier, som det er dybt frygteligt for.

- Jeg har den holdning, at PET eller politiet bør fjerne de her lister, også selvom der er et efterretningsmæssigt hensyn. Det handler om den utryghed det giver blandt politikere og deres pårørende, siger Trine Bramsen til Ekstra Bladet.

Lignende side
Ekstra Bladet har set den side, som DR omtaler, og flere af videoerne er identiske med en side, Ekstra Bladet har fundet frem til.

På bloggen, som Ekstra Bladet har kigget på, anklages samtlige folketingsmedlemmer for at være en spionerende sammensværgelse, som beskytter Lars Løkke Rasmussen, der beskrives som fascist.

På bloggen linkes der til videoer fra Nyhavn tæt ved statsministerens bolig samt et detaljeret kort over Amalienborg og billeder af kongehusets medlemmer med beskrivelser af, hvornår livvagterne laver vagtskifte, og hvordan de ikke er farlige.

Ligeledes er der en liste, der opremser samtlige folketingsmedlemmer og deres adresser. Både Lars Løkke Rasmussens adresse, Løkkefondens adresse og statsministerens tre børn og kone er nævnt med adresse samt detaljer om børnene og deres uddannelse. 

Bekymrende kontekst
Ekstra Bladet har talt med Magnus Ranstorp, der er leder af terrorforskningen ved det svenske forsvarsakademi. Han medvirker også i DR's artikel.

Den side, som DR omtaler har ifølge terrorforskeren et islamistisk præg, hvorimod Ekstra Bladets eksempel er lavet af en person, der beskrives som erklæret anarkist.

Terrorforskeren mener, at der er noget bekymrende ved, at nogen har valgt at lægge politikernes navn og adresse ud i den kontekst.

- Den side, som DR har vist mig, har til hensigt at give folk, der læser den, et incitament til at dræbe de her mennesker. Så det er en form for indirekte trussel.

- Ud fra det jeg har set, så er det kombinationen af, at lægge de her adresser ud på siden og opfordre til vold. Det er ikke ulovligt at samle offentlige adresser og publicere dem, men det er intentionen, jeg reagerer på, siger Magnus Ranstorp til Ekstra Bladet.

Udover statsministeren, folketingsmedlemmerne og kongehuset nævnes tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og hans familie med adresse også på den side, som Ekstra Bladet har fundet frem til. Andre prominente danskere som Mærsk-familien nævnes også med adresse.

På siden er også en lang beskrivelse af forsvarsminister Claus Hjort-Frederiksen med billeder af hans private hjem.

PET skriver følgende kommentar til sagen i en mail til Ekstra Bladet:

'PET kan i forbindelse med DR P1’s dokumentar i dag, den 22. februar 2018 om, at der på en række hjemmesider figurerer en liste over navngivne danskere – herunder medlemmer af Folketinget, oplyse:

Pågældende liste er af ældre dato, og er tidligere sikkerhedsmæssigt vurderet af PET, da den af og til dukker op på internettet. PET vurderer løbende sikkerheden for relevante institutioner – herunder Folketinget, persongrupper og personer. Hvis det vurderes nødvendigt, vil PET foretage de fornødne sikkerhedsmæssige dispositioner.

Det er vigtigt at understrege, at PET er nødt til at tage de nødvendige operative- og metodiske hensyn i vores arbejde. Derfor kan vi heller ikke kommentere sagen yderligere.'

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere