Udlandet rystet over Kvissel-drab

Både Bild i Tyskland og engelske Daily Mail har i dag haft Kvissel-drabet som tophistorie

Ekstra Bladets Karsten Gøttler reporterer om dommen til Lise Borch.

Det spektakulære drab på den 40-årige Tine Rømer Holtegaard har i dag været tophistorier på både bild.de og dailymail.co.uk.

Daily Mail vinkler på, at datteren Lisa Borch så videoer med halshugninger fra Islamisk Stat, inden hun sammen med kæresten Bakhtiar Mohammed Abdullah dræbte sin egen mor med 20 knivstik.

'Danish teenager, 15, murderer her mother with a kitchen knife after watching ISIS videos of the beheading of British hostages online', skriver Daily Mail i overskriften, mens Bild skriver '15-Jährige ermordet ihre Mutter mit 20 Stichen'.

 

Historierne er begge steder nogle af de mest læste, men begge steder er artiklerne behæftet med fejl.

Under retssagen kom det ikke præcist frem, hvem der blev halshugget på videoerne, men Daily Mail skriver uden kildeangivelse, at det var halshugningerne af de britiske gidsler David Haines og Alan Henning, som Lisa Borch så inden drabet.

Daily Mail skriver også, at Lisa Borch planlagde at rejse til Syrien sammen med sin radikaliserede ven Bakhtiar Mohammed Abdullah, men det blev heller ikke dokumenteret under retssagen.

 

Efter Bild og Daily Mails oplysninger om radikalisering hos både Lisa Borch og Bakhtiar Mohammed Abdullah har Ekstra Bladet talt anklager Karina Skou.

Hun understreger, at radikaliseringen ikke var et stort tema i sagen, og at oplysningerne i sagen ikke har fået politiet til at efterforske radikaliseringen.

- Vi har ingen oplysninger om, at de ville til Syrien, siger Karina Skou.

Begge aviser skriver også fejlagtigt, at Lisa Borch blot pegede henslængt op på førstesalen, da politiet kom, fordi hun nægtede at stoppe med at se henrettelserne på sin computer, men faktum er, at ambulancereddere og en nabo allerede var på gerningsstedet, da politiet kom.

Lisa Borch blev idømt ni års fængsel for mordet på sin mor. Bakhtiar Mohammed Abdullah blev idømt 13 års fængsel og udvisning for bestandigt.

1 af 2 Tine Rømer Holtegaard blev dræbt med 20 knivstik 8. oktober 2014. (Privatfoto)
2 af 2 Både tyske og engelske medier har bragt historien om Lisa Borchs bestialske drab på sin egen mor. (Privatfoto)