Udleveret fra Danmark: Sigtes for gangstermord i London

22-årig blev anholdt i Københavns Lufthavn. Er nu sendt til England i opsigtsvækkende drabssag

Politiet foran familiens hjem på Battersea Church Road i London. Flamur Begiri blev skudt for øjnene af sin hustru og søn.  Foto: Luke Powell/Ritzau Scanpix
Politiet foran familiens hjem på Battersea Church Road i London. Flamur Begiri blev skudt for øjnene af sin hustru og søn. Foto: Luke Powell/Ritzau Scanpix

En 22-årig svensker, der har siddet varetægtsfængslet i København siden januar, er i dag blevet udleveret til politiet i London, der sigter ham for drabet juleaften på den 36-årige svensk-albaner Flamur 'Alex' Begiri.

Det oplyser Metropolitan Police i dag i en pressemeddelse.

Flamur Begiri blev skudt og dræbt på gaden for øjnene af sin hustru og lille søn, da familien kom hjem fra julefest til deres mondæne hus på Battersea Church Road.

Drabet var et formodet gangster-opgør, der trækker tråde til Sverige og Danmark. 20. januar blev den 22-årige anholdt i Københavns Lufthavn, da han kom fra Thailand. Det skete efter en international arrestordre fra engelsk politi. Han blev dagen efter varetægtsfængslet i Københavns dommervagt.

Den 22-årige har strittet imod en udlevering til London, og først i dag lykkedes det at gennemføre udleveringen. Ifølge Metropolitan Police blev den 22-årige ved ankomsten til London sigtet for drabet på Flamur Begiri og for besiddelse af et skydevåben.

Den 22-årige fremstilles tirsdag i Westminster Magistrates’ Court med begæring om varetægtsfængsling. Han nægter sig skyldig i sigtelsen.

Tidligere mistænkt for mord
Drabet på Flamur Begiri blev begået af en enlig gerningsmand, der kom gående på vejen og skød den 36-årige med en serie skud. En nabo hørte 8-10 skud.

Flamur Begiri var bror til fotomodellen Missé Biqiri, der tidligere har været gift med den danske målmand Anders Lindegaard, der spillede i Manchester United. Parret har en søn sammen. De var kun gift i to år fra 2014-2016.

I Sverige er den 22-årige ustraffet, men han har tidligere været sigtet og fængslet for et mord. Men sigtelsen måtte droppes. Han er af tunesisk afstamning, men svensk statsborger.

Drabet på Flamur Beqiri juleaften var en målrettet likvidering og motivet måske hævn, mener engelsk politi.

artiklen fortsætter under billedet

Flamur Beqiri flyttede til London i 2016 og var ven med en af røverne fra 62 millioner kroners kuppet mod Dansk Værdihåndtering i Glostrup. Politifoto
Flamur Beqiri flyttede til London i 2016 og var ven med en af røverne fra 62 millioner kroners kuppet mod Dansk Værdihåndtering i Glostrup. Politifoto

Kriminalinspektør Jamie Stevenson fra drabsafdelingen i London har tidligere sagt:

- Vi tror, at Flamur Beqiri muligvis har været involveret i kriminelle aktiviteter i Sverige, og er i forbindelse med vores svenske kolleger for at prøve at forstå hvilke episoder, der kan have ledt til, at nogen har søgt hævn over Flamur i Storbrittannien.

Hustru og ven til løsladt røver skudt
Mordet i London trækker også tråde til et mord i Malmø fire måneder tidligere.

26. august blev den 31-årige læge Karolin Hakim, der var kæreste med den 35-årige løsladte stor-røver NA, dræbt på Sergels väg i Malmø, mens hun havde sit tre måneder gamle spædbarn i favnen.

Hun og kæresten kom ud fra opgangen til deres lejlighed med barnet, da flere gerningsmænd skød mod NA, der tabte barnet og flygtede.

Karolin Hakim samlede barnet op og sprang hen til parrets bil, da en af gerningsmændene skød hende, mens hun havde barnet i sine arme.

Politiet mener, at hendes kæreste NA var mordernes egentlige mål. Han var nær ven med Flamur Begiri i London, der tre år tidligere var flyttet til storbyen for at drive et pladeselskab. NA og hans kæreste kom privat sammen med Flamur Begiri.

Den løsladte NA var en af hovedmændene til røveriet mod Dansk Værdihåndtering i Glostrup 10. august 2008, hvor udbyttet blev mindst 62 millioner kr. På nær fire millioner er pengene ikke fundet. 35-årige NA fik dengang otte års fængsel som en af hovedmændene.

Svensk politis teori er, at mordene i Malmø og London kan knyttes til en konflikt mellem internationale organiserede kriminelle.

Kvällsposten har tidligere beskrevet, at Flamur Begiri blev udsat for dødstrusler, da han boede i Malmø, og at det var en af årsagerne til, at han flyttede til London. Her købte familien et hus til 1,7 millioner pund svarende til cirka 15 millioner kr.

Politiet foran familiens hjem til 13 millioner kr. på Battersea Church Road i London. Foto: Luke Powell/Ritzau Scanpix Krimi Løsladt stor-røvers kæreste og ven myrdet