Udstillede tyve på Facebook: Nu er butiksejer sigtet af politiet

Butiksindehaver Brian Mikkelsen risikerer nu at blive dømt for overtrædelse af persondataloven

Butiksejeren fandt frem til de tre tyves identitet ved hjælp af overvågningsbilleder, som han lagde på Facebook. (Foto: Colourbox)
Butiksejeren fandt frem til de tre tyves identitet ved hjælp af overvågningsbilleder, som han lagde på Facebook. (Foto: Colourbox)

Brian Mikkelsen var kompromisløs, da han i sidste uge valgte at lægge video af og navne på tre kvindelige tricktyve op på sin Facebook-side Guldklumper.dk.

Ejeren af butikken, der sælger børnetøj, vidste udmærket godt, at det, han foretog sig, var ulovligt, men ikke desto mindre valgte han den fremgangsmåde for at give tyvene en lærestreg og for at få tilbageleveret de stjålne varer.

Først lagde han en video op af de tre kvinder, der var i gang med deres udåd. Efter flere tips fra sine følgere offentliggjorde han også navnene på kvinderne.

Det har bevirket, at han nu er blevet anmeldt for at have overtrådt persondataloven.

- Jeg har fra starten af sagt, at jeg godt vidste, at jeg overtrådte loven ved at bruge Facebook på denne måde. Og jeg er klar til at tage min straf, siger han til Århus Stiftstidende.

Se også: Fodboldklub på kant med loven: Hjælp med at finde tyv

Ingen anden udvej

Brian Mikkelsen er ikke den eneste, der er sigtet i sagen. De tre kvinder, der stjal varer for 6.585 kroner, er blevet sigtet for tyveri.

Det var dog ifølge butiksejeren kun muligt, fordi han lavede sit ulovlige Facebook-opslag.

- Jeg har anmeldt tyveriet via politiets hjemmeside. Det gjorde jeg, da jeg via Facebook havde fået oplyst identiteten på tyvene. Men beskeden fra politiet lød, at de ikke kunne gøre noget, med mindre de personer, der havde navngivet tyvene, stod frem. Og jeg havde lovet dem fuld anonymitet. Derfor stod jeg i en situation, hvor jeg ikke så anden udvej end at gå skridtet videre og skrive navnene på tyvene og vise overvågningsvideoen, siger han til Århus Stiftstidende.

Tyve tog kontakt

I sit Facebook-opslag opfordrede han de tre kvinder til at 'stå til ansvar', hvis de ville have deres private oplysninger fjernet.

'Hvis i ønsker at få fjernet jeres navne og billeder, samt undgå at der fremkommer flere private oplysninger omkring jer her på Facebook, forslår vi at i står til ansvar for hvad i har gjort og gør det rigtige. Vi kæmper dagligt for at betale vores varer til butikken og er en lille privat ejet forretning, der ikke har råd til at forære vores ting væk. Derfor håber vi i kan grave i jeres samvittighed og komme retur med tingene fra os og alle de andre forretninger', skrev han på Guldklumper.dk's Facebook-side.

Én af kvinderne tog imod den opfordring og betalte, hvad hun havde stjålet for, hvorefter hendes oplysninger blev fjernet.

Fredag tog en anden af kvinderne også kontakt til Brian Mikkelsen. Hun indvilgede i at betale for at få sit navn fjernet, men det frarådte Østjyllands Politi hende ifølge Århus Stiftstidende at gøre.

Brian Mikkelsen har dog nu fjernet navnene og videoen fra sin Facebook-side, hvor mange følgere har bakket butiksejeren op.

Herunder kan du se det pågældende Facebook-opslag uden navne og billeder.