Udviklingshæmmede udsat for seksuelle overgreb på institution

Flere handicappede kvinder på botilbud i Nordjylland er blevet forulempet af en anden beboer

Mange udviklingshæmmede har så begrænset et sprog, at de ikke selv kan fortælle, hvad de har været udsat for. Foto: Modelfoto, Shutterstock
Mange udviklingshæmmede har så begrænset et sprog, at de ikke selv kan fortælle, hvad de har været udsat for. Foto: Modelfoto, Shutterstock

På en institution for udviklingshæmmede, autister og hjerneskadede børn og unge har flere kvindelige beboere været udsat for seksuelle overgreb.

I februar forulempede en mandlig, mindreårig beboer en 29-årig stærkt udviklingshæmmet kvinde. Overgrebet fandt sted på kvindens eget værelse på det kommunale bosted Viften i Vodskov uden for Aalborg.

Det viser dokumenter fra kvindens journal, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.

Christian Simonsen frygter, at hans datter vil blive udsat for flere voldtægtsforsøg i fremtiden på bostedet Viften. Foto: René Schütze Krimi - Min udviklingshæmmede datter blev forsøgt voldtaget i sit eget hjem

Den mandlige, mindreårige beboer skulle på grund af sin udfordrende adfærd være under konstant opsyn. Men den medarbejder, der skulle se efter ham, lavede dog skriftligt arbejde imens, og mistede ham af syne.

Aalborg Kommune, som driver Viften, erkender, at der er tale om en fejl fra deres side.

Flere overgreb
I september 2018 blev en anden kvinde, som også bor på institutionen, udsat for et seksuelt overgreb. Hendes forældre ønsker af hensyn til deres datter ikke at stå frem, men de bekræfter episoden.

En række aktindsigter, som Ekstra Bladet har fået, viser desuden at flere beboere på Viften har været ofre i ubehagelige sager.

I en underretning til Socialtilsyn Nord fra Hjørring Kommune, der har flere borgere boende på institutionen, omtaler de tre hændelser, som deres borgere har været udsat for.

Kommunen: En fejl fra vores side

Ekstra Bladet har forsøgt at få et interview med leder af Viften, Thomas Sørensen, og rådmand for ældre- og handicapforvaltningen i Aalborg Kommune, Jørgen Hein (RV).

I stedet henviser kommunen til fagcenterchef for autisme og ADHD, Jonna Kastbjerg, der har det overordnede ansvar.

- Jonna Kastbjerg, hvordan kan der ske seksuelle overgreb begået af en borger mod en anden borger på Viften?

- Det bør heller ikke kunne ske, der bør ikke kunne ske seksuelle overgreb.

- Så hvordan kunne der ske seksuelle overgreb?

- Et øjebliks uopmærksomhed. Det er en fejl fra vores side.

- Er det ikke mere end et øjebliks uopmærksomhed, når det er sket flere gange?

- Jeg kan ikke kommentere på de konkrete sager.

- Hvorfor laver personalet skriftligt arbejde, mens de skal holde øje med borgeren?

- Normalt, når man arbejder med mennesker, kan man både være sammen med borgeren og lave noget dokumentation. Med enkelte borgere kan vi ikke det. Der skal opmærksomheden være der hele tiden.

- Kan man godt lave skriftligt arbejde, når man skal se efter en borger, der skal have opmærksomhed hele tiden?

- Nej. Det har vi lært, at man ikke kan.

- Kan du garantere forældrene, at de ikke har grund til at være bekymrede i fremtiden?

- Nej, jeg kan aldrig give en garanti. Menneskers adfærd er ikke forudsigelig. Men jeg kan garantere dem, at vi gør, hvad vi kan, for at den slags ikke sker.

Chef for fagcenter for autisme og ADHD i Aalborg Kommune, Jonna Kastbjerg, forsikrer, at de tager hånd om situationen, men vil ikke garantere, at der ikke kan ske overgreb i fremtiden.

- De her borgere er voksne i alder, men er så hjerneskadede, at de på mange måder fungerer som børn.

Derfor kan de have lyst til sex ligesom alle andre voksne, men har - som et lille barn - ikke altid forståelse for, når andre ikke vil det samme som en selv.

Sådan gjorde vi

* En far til en af Viftens beboere ringede til Ekstra Bladet

* Derefter har vi været i kontakt med flere forældre - nogle står frem, andre har ønsket at være anonyme, men bekræfter, at der har fundet seksuelle overgreb sted

* Gennem en af forældrene har vi fået adgang til hans datters journal og andre dokumenter

* Vi har fået aktindsigt hos Socialtilsyn Nord i sager om overgreb på Viften

* De dokumenter, vi har fået aktindsigt i, er anonymiseret, og du kan se uddrag fra dem i Ekstra Bladets artikler om sagen

* Vi har fået skriftligt svar på vores spørgsmål til Socialtilsyn Nord

* Leder af Viften, Thomas Sørensen, vil ikke stille op til interview

* Rådmand for ældre- og handicapforvaltningen i Aalborg Kommune, Jørgen Hein (RV) vil ikke stille op til interview

* I begge tilfælde henviste kommunen til fagcenterchef for autisme og ADHD, Jonna Kastbjerg, som vi har talt med

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere