Udvist bandeleder i retten for voldtægt, narko og trusler: - Jeg er en gangster af ære

Den 51-årige bandeleder risikerer at få sin tredje udvisningsdom i sag, hvor han blandt andet er tiltalt for skyderier, mishandling, voldtægter, afpresning, narko og trusler

RETTEN I HOLSTEBRO (Ekstra Bladet): - Jeg er en gangster af ære, og hvis du ikke hører efter, har du bare at se, hvad der sker.

Ordene kom ifølge politiet fra lederen af Den Internationale Klub i Aalborg, Danny Abdalla, da han mishandlede og ydmygede en kvinde i juli 2014. Den 51-årige bandeleder og gangster, som han ifølge politiet kalder sig selv, er tiltalt for i alt 36 lovovertrædelser i et omfattende anklageskrift, som en domsmandsret nu præsenteres for af specialanklager Lise Hebsgaard ved Retten i Holstebro.

Danny Abdalla er allerede blevet udvist af Danmark to gange. Nu risikerer han en tredje udvisning og forvaring., efter han er blevet tiltalt for blandt andet to voldtægter, skyderier, afpresning og narkohandel.  Foto Jesper Mortensen 112 Er blevet mentalundersøgt: Udvist gangster risikerer forvaring

Her skal den omdiskuterede mand med rødder i Libanon og base i Danmark siden 1992 over 15 retsdage i de næste knap to måneder forholde sig til en bølge af meget alvorlige anklager, som ved den forventede domsafsigelse 30. November kan føre til en tredje udvisningsdom af Danmark for bestandigt og en tidsubestemt forvaringsdom.

Forsvarer for Danny Abdallah, advokat Rasmus Amandusson, siger i sin replik til anklagerens gennemgang af anklageskriftet, at hans klient nægter sig skyldig i alle forholdene, undtaget et par knap så alvorlige overtrædelser for kørsel uden kørekort og besiddelse af en mobiltelefon under sin varetægtsfængsling i Randers Arrest.



Medtiltalt bande-kumpan
Danny Abdalla, der angiveligt begik bølgen af forbrydelser, mens han havde daglig meldepligt som udvisningsdømt på tålt ophold, virker rolig i retten, som er omgærdet af ekstra megen sikkerhed og både uniformerede og civilklædte betjente.

Den medtiltalte 20-årige Anders Hove Christensen nægter sig skyldig i på opfordring fra Danny Abdalla at have skudt med skarpt fire-fem gange mod en en ejendom i Hurup, Nordjylland, hvor en mand og en kvinde opholdt sig.

Anders Hove Christensen, der er medlem af Den Internationale Klub, tiltales langt fra for lige så mange af de i alt 40 forhold i anklageskriftet. Han kom ifølge specialanklager Lise Hebsgaard til Danmark som et-årig, da han efter at være født i Indien blev adopteret af en dansk familie.

Danny Abdalla er to gange tidligere dømt til udvisning af Danmark for bestandigt. Først efter en dom på otte års fængsel for grov narkokriminalitet i 2003 og siden efter en dom for røveri i 2012.

I skal ikke skubbe mig!
Hvis Danny Abdalla dømmes skyldig igen i denne sag, kan han således få sin tredje udvisningsdom. Men hvorvidt den vil kunne effektueres er tvivlsomt, blandt andet fordi bandelederen ifølge sin egen forklaring er dømt til døden i Libanon og dermed har krav på tålt ophold i Danmark.

Han blev i 2015 pålagt at melde sig dagligt på udrejsecentret i Sandholm på Sjælland, men Danny Abdalla overholdt ikke sin meldepligt i 505 dage, indtil han blev anholdt i oktober 2016.

Da dommer Torben Riise gav retten et kvarters formiddagspause, krakelerede den rolige facade hos Danny Abdalla.

- I skal ikke skubbe mig. Lad være med det, forstår du det, lød det vredt fra bandelederen, idet to uniformerede betjente fulgte ham ud af retssal A, der til lejligheden er det mest rummelige i retsbygningen i Holstebro.

Retsordfører: Bur ham inde på livstid

af Thomas Riber-Sellebjerg

Selv om Danny Abdalla to gange er blevet udvist af Danmark for bestandig, er han stadig i Danmark. Og han begår stadig kriminalitet.

Politikerne på Christiansborg har før diskuteret, hvad man skal gøre med folk som Danny Abdalla, der ikke kan sendes hjem efter en udvisningsdom. Men der er endnu ikke fundet nogen løsning.

– Det er fuldstændig urimeligt, at den mand kan gå rundt og spille fandango i Danmark. Og at det ikke har nogen konsekvenser overhovedet, det er til grin, siger Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen.

Hun vil nu have justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i arbejdstøjet.

– Sådan en mand har intet at gøre i Danmark overhovedet. Vi skal have en diplomatisk garanti fra Libanon om, at han kan hjemsendes nu, uden at han bliver dødsdømt, fastslår retsordføreren, der i sidste uge foreslog, at man skulle give de kriminelle, der skal udvises, men ikke kan blive det, en fodlænke.

Fængsel på livstid
Dansk Folkepartis Martin Henriksen mener, at det er regeringen, der er stopklodsen i den her proces.

– Mig bekendt har skiftende regeringer prøvet det. Men det løser ikke problemet med udlændinge på tålt ophold. Det er fint, hvis vi får ham ud, men der er stadigvæk mange andre på tålt ophold.

Han mener i stedet, at der kun er én ting at gøre med folk som Danny Abdalla:

– Han skal bare bures inde på livstid.

– Vi vil have nogle regler om, at hvis man får en udvisningsdom og af en eller anden årsag ikke kan udvises, så skal man være frihedsberøvet indtil den dag, man kan udvises – og hvis man aldrig kan det, så er det livstid i Danmark, siger Martin Henriksen, som ikke mener, at en fodlænke vil være en god løsning.

Har allerede strammet op
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg vil ikke forholde sig direkte til den konkrete sag:

– Jeg vil ikke udtale mig om de nye anklager imod Danny Abdalla. Vi, regeringen, vurderer løbende, om straffe og stramninger er tilstrækkelige til at afskrække sådan nogle som ham, lyder det fra ministeren.

- Jeg har strammet op over for kriminelle udviste og udlændinge på tålt ophold med fængselsstraf, når de ikke overholder deres opholds- og meldepligt. De regler er lige trådt i kraft, og jeg holder selvfølgelig øje med, om de virker, fortsætter Inger Støjberg.