Uenighed blandt kvinder: Fik peberspray i ansigtet

To kvinder var vældig uenige - den ene blev truet med bat - senere udviklede striden sig til også at handle om en kanin

To kvinders uenighed blev så voldsom i den forløbne weekend, at politiet måtte blandes ind i sagen, skriver Midt- og Vestsjællands politi i deres døgnrapport.

Politiet fik en anmeldelse om, at de to kvinders møde i Ringsted havde udviklet sig i dramatisk retning, således at den ene kvinde var blevet sprøjtet i ansigtet med en peberspray.

Det viste sig, at to kvinder på 31 og 40 år, begge fra Ringsted, havde en konfrontation  og i den forbindelse blev et bat taget frem og kort tid efter blev den 31-årige kvinde sprøjtet i ansigtet med en peberspray.

Den 40-årige blev anholdt og sigtet for både vold og overtrædelse af våbenlovgivningen i forhold til både battet og pebersprayen.

Hun blev løsladt efter afhøring, men sagen sluttede ikke helt der. For senere på aftenen opstod der igen en tvist, denne gang i form af tekstbeskeder.

Ifølge politiet handlede aftenens korrespondance nu om ejerskabet af en kanin, som kvinderne hver især mente de ejede.

Heldigvis opsøgte kvinderne dog ikke fysisk hinanden igen.