Uenighed i trafikken udviklede sig voldeligt

En tilfældig mand endte midt i trafikorkanens øje

En meget stædig og voldelig trafikant skal kigge en tur forbi politistationen i Randers.

Tirsdag morgen kom en 59-årig mand forbi ved Bakken i Randers C, da han bemærkede en ung mand, der stod og råbte af en kvinde længere nede ad gaden.

Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.

Manden gik lidt tættere på for at observere og kunne høre, at den unge mand råbte noget med, at kvinden ikke kunne køre bil samt diverse ukvemsord. 

Den 59-årige mand har forklaret til politiet, at den unge mand kort efter tydeligt ophidset gik direkte hen til ham og begyndte at råbe af ham i stedet.

Da den 59-årige bad ham slappe af, blev han skubbet to gange i brystet.

Herefter tog den unge mand hans taske fra cyklen og kastede den ind i en have, hvorefter han tog cyklen og kastede den hen ad vejen. Han fortsatte med at skubbe den 59-årige i brystet og råbe diverse skældsord af ham, hvorefter han satte sig ind i sin bil og kørte fra stedet. 

Den 59-årige mand tog kontakt til den 68-årige kvinde, der oplyste, at manden havde fulgt efter hende siden Vestergade, hvor han mente, at hun havde lavet en forkert manøvre i forbindelse med overhaling af en lastbil. Efter de var holdt ind, havde manden skubbet til hende og spyttet hende i ansigtet. 

Den 59-årige mand havde fået taget et billede af manden, og havde også noteret registreringsnummeret på den bil, han kørte væk i. Politiet har derfor en formodning om, hvem gerningsmanden kan være.

Østjyllands Politi oplyser onsdag eftermiddag, at den mistænkte mand stadig ikke har meldt sig.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere