Uheld efter uheld: Mindst 22 ulykker inden familietragedie

Siden åbningen i 2017 har letbanen i Aarhus været involveret i mindst 22 ulykker inden dødsulykken lørdag, der dræbte norsk familiefar og søn

Arbejdet på letbanen har stået på i tre år, og ifølge lokale beboere var det kun et spørgsmål om tid, før en ulykke ville ske på grund af manglende sikkerhed. Video: Ernst van Norde

Hele 22 gange på 22 måneder har den aarhusianske letbane været involveret i uheld og sammenstød med fodgængere og bilister. 

Det viser en optælling lavet af Ritzau på baggrund af en gennemgang af ulykker, siden letbanen i september 2017 for første gang medtog passagerer.

Lørdag kulminerede rækken af uheld med en tragisk dødsulykke, der udslettede halvdelen af en norsk familie på besøg i Danmark, da toget kolliderede med familiens bil ved en baneoverskæring i Trustrup ved Djurs.

Det er endnu for tidligt at sige noget om baggrunden for dødsulykken, som nu bliver undersøgt af Havarikommissionen og politiet. Men ved letbanens tidligere sammenstød har det udelukkende været bilisten, cyklistens eller fodgængerens skyld, viser gennemgangen.

Ved langt de fleste uheld er der ikke sket personskade, kun i enkelte tilfælde har bilist eller fodgænger endt på skadestuen med et brækket legeme eller hovedskade.

Foto: Per Øxenholt/Ritzau Scanpix 112 - 6. jul. 2019 - kl. 15:11 To døde efter kollision

Første dødsfald
Ulykken ved Trustrup er således første ulykke med dødeligt udfald. Kollisionen skete lørdag formiddag kort efter klokken 11 ved en af Grenaa-banens overskæringer på en strækning, der kun havde været aktiv siden april.

Den norske families bil blev søndag fjernt fra ulykkesstedet. Foto: Øxenholt Foto
Den norske families bil blev søndag fjernt fra ulykkesstedet. Foto: Øxenholt Foto

Ifølge letbane-direktør Michael Borre er overskæringen et såkaldt sikret anlæg uden bom.

- Dvs. der er en alarmklokke og lys, der advarer om, at der kommer tog. Det er helt efter forskrifterne, forklarede direktøren kort efter ulykken. Ifølge Aarhus Letbane er der intet, der tyder på, at teknikken ved overskæringen ikke har været i orden.

Men ifølge flere naboer i området var der vedvarende problemer ved baneoverkørslen, som frem til oktober er genstand for ombygning og byggeri.

Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix 112 - 7. jul. 2019 - kl. 12:32 Dræbtes familie hastet til Danmark

Ekstra Bladet kunne i går fortælle, hvordan beboere ved Trustrup følte, at sikkerheden ved overgangen haltede. Også Aarhus Stiftstidende bringer i dag en artikel med en nabo, som mener, at der ofte var fejl på lyssignalet.

- Vi har I de seneste to dage registreret, at lyssignalet ikke virkede. Så sent som i formiddags inden ulykken kørte mine forældre over, fordi signalet ikke blinkede. Og de opdagede så, da de var ude på skinnerne, at toget var på vej. Nogle dage har der også været sat tape hen over blinkene, siger nabo Mike Klemmensen til avisen. Han bor tæt på overskæringen, hvor ulykken skete.

Direktør Michael Borre oplyser, at man fra Letbanen afventer havarikommisionens undersøgelser, og at han derfor ikke kan udtale sig nærmere om ulykken.

Bomme var på vej
Det er Banedanmark i samarbejde med Letbanen, der står for byggeriet omkring overskæringen, som skulle forberedes på en hastighedsstigning på strækningen i oktober.

Ifølge Aarhus Stiftstidende var bommene på den sikrede overskæring blevet indkøbt, men endnu ikke monteret.

- Vi er i gang med et opgraderingsprojekt på hele strækningen, sådan at sikkerheden er i orden til, at togene kan komme til at køre 100 kilometer i timen på strækningen, og dermed kan der køre to tog i timen. Det er et projekt, hvor vi opgraderer nogle af overgangene, og derfor er der indkøbt bomme, siger anlægsdirektør i Banedanmark Steen Neuchs til Århus Stiftstidende.

- Men fordi bommene ligger der, kan man ikke bare sætte dem op. Sikringsanlægget skal også ændres, og der skal bygges en helt ny sikringshytte, og så skal vi teste, om det virker, om det nye sikringssystem snakker sammen med bommene, siger han.

Den 32-årige mor i den norske familie overlevede ulykken sammen med sin seksårige datter.

Søndag formiddag var der fortsat teknikere ved ulykkestedet.

- Men vi har afsluttet vores foreløbige undersøgelser, så vi vender kun tilbage, hvis der er noget, der skal følges op på. Nu afventer vi Havarikommissionen, og så kan vi om noget tid sige med sikkerhed, om der er tale om en ulykkelig ulykke eller om der kan placeres et ansvar, siger politiinspektør Brian Voss Olsen.

1 af 2 Foto: Per Øxenholt/Ritzau Scanpix
2 af 2 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere