Uheld på motorvej skaber kø

Yderligere tre køretøjer har været involveret i et trafikuheld på Amagermotorvejen. Det andet uheld på strækningen i løbet af kort tid. Der er ingen alvorligt tilskadekomne

Yderligere tre køretøjer har været involveret i et trafikuheld på vej ud af København C sent på eftermiddagen.

- En lastbil har ramt en personbil, som er snurret rundt og har ramt en anden personbil, siger Henrik Svejstrup, vagtchef ved Københavns Politi.

Til trods for den voldsomme beskrivelse melder vagtchefen ikke om alvorlige skader, hvorfor der kun er sendt en enkelt ambulance til stedet.

Uheldet har medført spærring af højre spor, mens de to andre spor er farbare.

Andet uheld på en time
Kun en time tidligere var der også problemer på strækningen.

Københavns Vestegns Politi oplyste på daværende tidspunkt til Ekstra Bladet, at der var tale om et uheld med to personbiler.

- Ingen af personerne involveret i ulykken er kommet til skade, sagde vagtchef Thomas Christensen.

Efter uheldet var venstre spor spærret, men oprydningsarbejdet er nu overstået, meddelte Thomas Christensen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere