Uheldig hund startede køkkenbrand

Heldigvis kom ingen til skade

Brandvæsnet måtte søndag formiddag rykke ud til et rækkehus i Ikast, efter at en uheldig hund kom til at starte en brand i køkkenet.

- Det var en hund, som havde været oppe at hente noget på bordet, og som ved et uheld var kommet til at trykke på tænd-knappen til kogepladerne, fortæller indsatsleder hos Brand & Redning MidtVest Henrik Dam Sørensen til Herning Folkeblad.

Der gik ild i viskestykker, en plastikbøtte og en bakke, der stod i nærheden af komfuret. Husets kvindelige beboer var ikke hjemme, da branden startede, men heldigvis havde hun en alarm, der opfangede røgen og alarmerede selskabet Verisure, der laver forskellige alarmsystemer.

Overvågningsbilleder fra rækkehuset viste, at der stod flammer op fra kogepladerne, og så blev Brand & Redning MidtVest tilkaldt.

- Flammerne var omkring 30-40 centimeter høje, da vi ankom, så det var ikke så alvorligt. Men der er sket røgskade i huset, siger Henrik Dam Sørensen, som også tilføjer over for Herning Folkeblad, at ingen kom til skade.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere