Uhyggeligt fund nær historisk by: Kvinde skåret i stykker og fodret til svin

Italiensk politi fandt kort før nytår et lig nær byen Verona. Nu viser det sig, at kvinden er blevet skåret i stykker og fodret til vildsvinene

En uhyggelig sag trækker lige nu overskrifter i Italien.

Lørdag fandt politiet et kvindelig i byen Valeggio Sul Mincio nær den historiske by Verona, og i flere dage har sagen været præget af stor mystik.

Italiensk politi (Carabinieri red.) har holdt kortene tæt til kroppen, men nu har de valgt at afsløre, hvad der er årsag til den hemmelighedsfulde tilgang.

Det skriver Corriere della Sera.

Politiet har meldt ud, at de har fundet en kvinde, der er blevet skåret i stykker, spredt og er blevet fodret til vildsvinene, og det bekræfter borgmester i byen Angelo Tosoni.

Ifølge den italienske avis er det en 46-årig marokkansk kvinde, der skulle være dræbt.

- Carabinieri har ikke meldt noget officielt ud endnu, men ifølge mine oplysninger er der tale om en nordafrikansk kvinde, siger borgmesteren til avisen.

Politiet blev opmærksomme på sagen lørdag, da en lokal kvinde fandt ligresterne i et skovområde nær en vinmark.

Delene var spredt i et område på omkring fire meter, og politiet arbejder ifølge La Stampa ud fra en teori om, at morderen har håbet på, at vildsvinene ville æde liget, så det kunne blive skaffet af vejen.

Siden da har politiet arbejdet på højtryk på at finde morderen, men det er fortsat ikke lykkedes. Offerets identitet bliver fortsat holdt hemmelig for offentligheden.