Ukendt dræbt af tog: Offentliggør hans tatoveringer

Det er ikke lykkedes politiet at identificere den afdøde mand. Nu beder de offentligheden om hjælp

Togene holdt stille i flere timer efter påkørslen. Video: Local Eyes.

Det er 11 dage siden, at en mand blev dræbt, da han blev ramt af et tog få hundrede meter øst for stationen i Sorø.

Siden har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi forgæves forsøgt at identificere manden, der ikke havde nogen form for legitimation på sig.

Det får nu politiet til at offentliggøre billeder af to af den afdødes tatoveringer i håbet om, at det kan hjælpe med identifikationen.

Politiet offentliggør disse to billeder af to af den afdøde mands tatoveringer.
Politiet offentliggør disse to billeder af to af den afdøde mands tatoveringer.
 

Manden beskrives som omkring 40 år gammel, 180 centimeter høj, almindelig af bygning og med kort, mørkt hår og skægstubbe.

Han var tatoveret flere steder på kroppen. På venstre underarm/håndled er der et anker, og på venstre yderside af brystkasse står der 'I'm the hero of this Story' med gammeldags bogstaver.

På højre kraveben/skulder er der tatoveret 'Lev dit liv', hvilket får politiet til at gå ud fra, at der er tale om en dansker. På ryggen er der et billede af en løve og et andet motiv.

Umiddelbart før ulykken var manden iført en blå T-shirt med 'The Beatles' trykt i nakken og blå jeans.

Politifoto
Politifoto

Politiet opfordrer borgere, der har oplysninger om den afdøde, som kan genkende den pågældende ud fra beskrivelsen, eller som har oplysninger til sagen i øvrigt, om at kontakte politiet på tlf. 114.